Det er de færreste forundt at se en skulptur af sig selv blive afsløret i deres levetid.
Men det siger meget om Lise Nørgaards liv, at der siden 2010 har befundet sig en skulptur af hende på en bænk midt i hendes fødeby Roskilde, og at hun selv var med til afsløringen, som i øvrigt blev foretaget af skuespilleren Ghita Nørby.
Det var Vejlauget Gågaderne, som sørgede for, at skulpturen blev rejst og dermed kan siges at være kommet det folkekrav om en statue i Roskilde i forkøbet, der ellers kunne forventes her efter hendes død.
Da skulpturen blev afsløret, var Lise Nørgaard 93 år og stadig i fuld vigør, og året efter tilbragte hun sin 94-års fødselsdag i byen sammen med Københavnske Journalisters Veteranklub, der tilfældigvis holdt deres årlige sommerudflugt på dagen.
Ved den lejlighed viste hun rundt og øste ud af sine erindringer, men det var de gamle kolleger, som insisterede på, at de skulle forbi bænken, hvilket førte til, at en større kødrand af mennesker fik en sjælden mulighed for at fotografere Lise Nørgaard ved siden af Lise Nørgaard.
Kongeligt besøg
I takt med at årene gik, uden at Lise Nørgaard viste tegn på alderdom, var det let at få den tanke, at hun var udødelig.
Hun overlevede sin lillebror, Kai Tønder Jensen, selv om han nåede den høje alder af 97 år, og hun overlevede trist nok også billedhuggeren bag skulpturen af hende, Mette Agerbæk, som kun blev 50 år og døde få måneder efter afsløringen.
Lise Nørgaard var stadig frisk i tanke og tale, da hun i 2015 besøgte DAGBLADET i anledning af, at det var 80 år siden, hun begyndte som elev på Roskilde Dagblad, som avisen hed dengang.
Det var lidt som at få kongeligt besøg, da hun trådte ud af bilen, som havde transporteret hende hele vejen fra hjemmet i Nordsjælland med den faste chauffør bag rattet, og blev modtaget af daværende ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør for Sjællandske Medier, Torben Dalby Larsen, og undertegnede.
Skrev på maskine
Selve idéen til artiklen var fostret af Daniel Niebuhr, praktikant på DAGBLADET Roskilde, som selvfølgelig fik lov at stå for interviewet, der blandt andet kom til at handle om, hvordan det var at være ung journalistelev i 1930erne.
Personligt husker jeg tydeligt, hvor begejstret hun var for at se, at redaktionen stadig havde en gammel Remington-skrivemaskine stående.
- Da vi fik den første skrivemaskine, var det kun Poul Justesen og jeg, der skrev på den, fordi de gamle journalister gerne ville beholde deres særlige stil. Juster og jeg sloges om maskinen hver dag, fordi der kun var den ene, og når han stak ned for at købe 10 grønne Cecil og sodavand, så stjal jeg den, så han ikke kunne bruge den, før jeg var færdig. Andre gange har han også haft den med på lokum, fordi jeg ikke skulle tage den, fortalte hun og tilføjede:
- Engang i 80’erne slæbte de så det her store skur af en computer ind på mit kontor. »Ud!« skreg jeg og hev min kontrakt op ad skuffen, hvorpå der stod, at jeg ikke skulle skrive elektronisk. Så fortsatte jeg i stedet med at skrive på min Hermes Ambassador.
Udskrev sig selv
Lise Nørgaards modstand mod computere betød også, at artiklen måtte sendes med posten, da hun skulle have den til gennemlæsning.
Da deadline nærmede sig, og vi stadig intet havde hørt, måtte jeg som redaktionsleder derfor ringe til hende for at sikre, at der ikke var noget, der skulle rettes i den.
Hun tog telefonen og forklarede, at hun lige var kommet hjem fra hospitalet efter at have været indlagt og nu lå i sin seng, og at det var årsagen til, hun ikke havde fået svaret på artiklen, som hun i øvrigt havde læst og havde liggende lige i nærheden.
Inden jeg kunne nå at sige, at det sagtens kunne vente, til hun havde fået det bedre, var hun stået ud af sengen og havde fundet artiklen frem, som hun havde enkelte kommentarer til.
Hun nævnte også, at hun havde udskrevet sig selv fra hospitalet, fordi hun dagen efter skulle på Bakken for at fejre Torben »Træsko« Pedersen i den kopi af Matador-byen Korsbæk, han havde opført på Bakken. Det ville hun ikke gå glip af, skavanker eller ej.
Film og Matador
Lise Nørgaard nåede at være på Roskilde Dagblad, inden hun drog videre ud i verden og blev til hele Danmarks Lise.
»Matador« gjorde hende til folkeeje, og selv om mange i Roskilde mener at vide, hvem personerne i tv-serien er inspireret af, er der flere andre provinsbyer på Sjælland, som også føler, at de kunne være Korsbæk, hvilket forklarer dens eviggyldige popularitet.
Erindringsbøgerne »Kun en pige« og »De sendte en dame« bragte hende så at sige tilbage til Roskilde, og filmatiseringen af førstnævnte betød, at DAGBLADET for en kort stund blev invaderet af filmfolk, der skulle bruge optagelser af bladhuset i Hersegade.
Så en skulptur, en film, en biografi, der udkom på hendes 100-års fødselsdag i 2017, og senest "Lise. Et livsværk“, der indeholdt et udvalg af hendes artikler, klummer, barndomsfortællinger, uddrag af romaner og scener fra ”Matador“.
Ja, Lise Nørgaard havde bestemt ikke et liv, der lignede nogen andres.
