Stevns er i den grad blevet mål for giftelystne par, som ønsker en borgerlig vielse. Det seneste år er der således sket næsten en tidobling af bryllupper i kommunalt regi.
Borgmester Mogens Haugaard (løsgænger) oplyser, at i sidste uge (uge 16) passerede kommunen vielse nr. 100 siden nytår. I samme uge sidste år havde der været 11.
- Det går helt forrygende, og vi har meget travlt med at vie par - både fra Danmark, men især fra resten af verden. Faktisk har jeg som borgmester flere gange måttet bemyndige flere giftefogeder, så vi nu er oppe på ni - heraf fem fra forvaltningen - mens vi er fire politikere med ret til at vie bryllupspar, siger borgmesteren.
Men de mange bryllupper har skabt travlhed på rådhuset. Det kræver tid at skrive de mange vielsesattester, ligesom det trækker på medarbejderne, når de træder ind i rollen som giftefogeder.
- Derfor har vi bedt forvaltningen om et overblik over, hvad det koster i timeforbrug at arrangere de mange vielser, siger Mogens Haugaard.
Selv om bryllupsforberedelserne på den måde koster penge til administration, må kommunen ikke opkræve betaling for denne service. Det viser en tilsvarende sag fra Ærø Kommune, der ligeledes oplever en stor bryllupsturisme. Skal der ansættes flere medarbejdere, kræver det derfor en tillægsbevilling.
- Jeg mener, at pengene er godt givet ud. Hver gang der kommer et brudepar til Stevns for at blive gift, bliver der lagt mange penge i lokalsamfundet i form af bryllupsfester, mad og overnatning, så det skal vi bare glæde os over, siger borgmesteren.
