Ved efterårets budgetforhandlinger skar politikerne i rengøringen for ældre borgere i eget hjem og på de kommunale plejecentre. Med til historien hører dog, at der samtidig blev tilført godt tre mio. kr. til området samt penge fra Værdighedspuljen i 2017, som blandt andet skal gå til at kompensere de borgere, der blev berørt af besparelserne.
Resultatet af midlerne fra den såkaldte 'værdighedspulje' er en ordning med klippekort til de ældre, hvor de selv kan vælge mellem en række ydelser. Det betyder, at borgere, der bor på et af kommunens plejecentre, får mulighed for at tage på indkøb eller en tur i skoven sammen med en medarbejder, hvis de vil bruge et 'klip' på det.
Pengene kommer fra et forlig, hvor der er afsat penge på Finansloven til 'klippekortsordningen', som betyder, at plejehjemsbeboerne får det, der svarer til en halv times ekstra hjælp og støtte en gang om ugen. Beboerne kan vælge at spare den halve time op, så der bliver tid til en lidt længere udflugt på et par timer.
Birgitte Schjerning Povlsen (K), der er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Rudersdal Kommune, er glad for, at kommunen nu kan tilbyde de borgere, der bor på plejehjem, den nye mulighed.
"De sidste par år har vi kunnet tilbyde borgere, der modtager hjemmepleje, ekstra hjælp efter eget ønske med 'klippekortordningen'. Nu er der fokus på plejehjemsbeboere, og det er jeg rigtig glad for. Borgerne bestemmer, hvad klippene på klippekortet skal bruges til. De vil opleve fortsat at være herre i eget liv, og at de kan få hjælp til at gøre ting, der giver livskvalitet for dem", siger hun i en pressemeddelelse.
Klippekortet skal bruges på aktiviteter, der ligger ud over den daglige pleje, og kommunen skal sikre, at alle plejehjemsbeboerne får tilbuddet. Det gælder også de svageste beboere, for eksempel beboere med demens. Hvis en borger takker nej til tilbuddet om ekstra hjælp, kan den tid, borgeren er blevet tilbudt, bruges til ekstra hjælp til de andre plejehjemsbeboere. Hvis der er penge tilovers, når året er gået, skal de tilbagebetales til staten.
Midlerne fordeles mellem kommunerne efter bloktilskudsnøglen. Rudersdal Kommune kan søge om 3.699.000 kr. i år.