75-årige Thor Nørgaard har i flere år nægtet at betale tvangsbøder og male sit ultramineblå hus på Parkvej 31 i Sandved i en godkendt farve. Nu risikerer han fængselsstraf.
Thor Nørgaard blev tilbage i maj 2014 ved Retten i Næstved idømt en bøde på 2500 kroner for at male sit hus blåt. Han blev samtidig dømt til at male sit hus i en godkendt farve inden tre måneder.
Den dom ankede Thor Nørgaard.
I december samme år stadfæstede Østre Landsret byrettens dom, og Thor Nørgaard skulle inden 1. marts 2015 male sit ultramarineblå hus i en ifølge lokalplanreglerne godkendt jordfarve. Ellers ville han få tvangsbøder på 2500 kroner for hver påbegyndt måned.
Huset står i dag, som det gjorde dengang. Thor Nørgaard har hverken malet sit hus eller betalt tvangsbøder, der nu er oppe i 30.000 kr i alt.
Nu falder hammeren. Folkepensionisten har netop modtaget et brev fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, hvor der står: »Retten agter at fastsætte denne forvandlingsstraf til hæfte i 14 dage«.
Det betyder, at hvis Thor Nørgaard fortsat nægter at betale tvangsbøden og male huset, kan politiet vælge at sætte ham i fængsel i 14 dage.
- Jeg tænkte, det er sgu da løgn. Jeg kan af gode grunde hverken male mit hus eller betale bøden. Det har jeg ikke råd til. Derfor er jeg nødt til at køre den hele vejen, forklarer Thor Nørgaard.
Læs meget mere om sagen i Sjællandske, mandag.