Chocolatier Dorte Pondal Vexø, indehaver af ChokoladeMageriet i Helsingørsgade i Hillerød, modtog onsdag eftermiddag Hillerøds Erhvervspris ved årsmøde og generalforsamling i C4 Videncenter i Hillerød.
Erhvervsprisens formål er at hædre en person og/eller en virksomhed, der på en særlig måde har udmærket sig i forbindelse med sit erhverv i Hillerød Kommune.
- Du åbnede ChokoladeMageriet i Østergade i 2002 i den gamle symaskineforretning. Det gik dig godt, og du flyttede siden til Torvet, hvor du også blev kendt for at have en lille café. Du har udvist risikovillighed og prøvet forskellige forretningsplaner af, og det så vi igen sidste år, da du flyttede din butik til Helsingørsgade. Det var et godt træk, for du har oplevet en større kundestrøm - og du har bidraget til, at Helsingørsgade er blevet en endnu hyggeligere gågade, sagde direktør i C4 Videncenter Erik Helmer Pedersen.
Han tilføjede:
- Du har optrådt flere gange på landsdækkende tv og deltager aktivt i byens aktiviteter. Du samarbejder gerne med andre af byens virksomheder, og det er attraktivt at blive koblet sammen med dig, fordi ChokoladeMageriet borger for kvalitet. Du er et trækplaster for Hillerød og er med dit unikke produkt med til at markedsføre byen udadtil.
Foruden erhvervsprisen modtog Dorte Pondal Vexø også et værk af Hillerøds egen kunstner Louise Lagoni.
Det er 23. gang at erhvervsprisen uddeles.