Billeder: Nik & Jay tog publikum med 'way back'

Nik & Jay gav den fuld gas, da de fredag aften fyrede den af for det største publikum, der nogensinde har været samlet til en koncert i Arena Næstved.

- Jeg tør godt sige, at der er over 3000, lød det fra Hans Snestrup fra NIF Koncerter. De havde lov til at lukke 3200 ind.

Smilene var store hos publikum koncerten igennem. Selv om stilen læner sig op af hiphop, og duoen i sin tid, før de blev til Nik & Jay, mere end legede med genren, var der ingen hårde hiphop-attituder blandt publikum.

Tværtimod var det en blandet flok i alle aldre, der sang med fredag aften.

- Vi bruger lige et par sekunder på at rose jeres stemning. Vi er vilde med jeres energi, lød det fra Jay, da duoen havde spillet det første par numre.

Nik & Jay gik derefter 'way back' i et medley med sange som »Strip«, »Det vi gør« og »Ryst din røv nu«, inden stemningen løftede sig til nye højder til tonerne af hittet »Lækker«.

Og selv om popkongerne efter halvanden time sagde »tak for i aften«, fik publikum endnu en halv times solid optræden inklusiv en ny sang, »Hele vejen«, der endnu ikke har været udgivet.

Nik & Jay slog igennem, da undertegnede var omkring 18 år, og siden da har vi fulgtes ad, selv om det nok har været et flygtigt bekendtskab fra min side.

Alligevel har de altid været der i periferien. Spurgte man inden koncerten, om jeg kender deres sange, ville jeg nok sige nej, men sandheden er, at tonerne var ganske bekendte - både for mig, men også for publikum.

Det beviste aftenens store arenakor, der sang med fra start til slut.

- Den bedste Nik & Jay-koncert i Næstved nogensinde. Jeg er ikke i tvivl, lød det fra Jay, mens de sidste toner fadede ud.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...