Advarsel: Naboen sætter kattefælder op

Groft sagt kan man dele mennesker op i to grupper. Dem, der elsker katte, og dem, der ikke kan fordrage dem. Det kan man snakke med om i Gørlev, hvor kattene og deres færden er blevet et stort debatemne de seneste dage.

En mandlig beboer i Gørlev advarede sine naboer om, at han agter at sætte fælder op for omstrejfende katte, som han derefter vil aflevere til dyrlægen.

Anne Ørum var en af naboerne, som fik advarslen, som hun efterfølgende delte på Facebook.

- Jeg ejer selv to katte og ved, at det ikke er nemt at fortælle dem, hvor de skal gå hen. Så hvis din kat ikke er tatoveret eller chippet, vil det være en god ide at få det gjort, skriver Anne Ørum.

Advarslen gav hurtig anledning til debat. Mange undrede sig over mandens beslutning og var bekymrede for deres eller venners katte.

- Kors, hvor er jeg glad for, at min nabo kun synes, det er hyggeligt med besøg af min kat. Det er kattens natur at gå sine egne veje, skriver Katrine Haslebo.

Der er dog også flere kommentarer, der viser forståelse for mandens beslutning samt undren over, at katteejerne ikke selv tager mere ansvar for deres dyr.

- Hvorfor laver katteejere dog ikke en kattegård, så er man ude over dette problem. Det må da også være betryggende at have sine husdyr hos sig selv, så de ikke bliver væk eller kørt ned, skriver Anni Truelsen.

Ifølge dansk lovgivning må man gerne indfange en omstrejfende kat på sin ejendom. Betingelsen er, at man snarest muligt og senest inden for de efterfølgende 24 timer underretter ejeren af katten om det.

Ifølge dansk lovgivning har ejeren af et husdyr pligt til at holde sine dyr på egen grund. Hvis husdyrene alligevel færdes frit og er til væsentlig gene for naboerne, kan ejeren straffes med bøde. Det er samtidig tilladt at fjerne et dyr, der strejfer rundt på en grund, på en hensigtsmæssig måde - det vil sige, at dyret ikke må opleve unødvendig smerte eller lidelse.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...