FC Fjordbold er repræsenteret på det danske landshold, som om kort tid skal spille kvalifikationsrunden til EM i Futsal i Kazakstan.
Ikke overraskende er Azad Corlu fundet værdig til landsholdstruppen, og han bliver dermed den sjette FC Fjordbold-spiller i en officiel landskamp for Danmark.
Helt nyt er landsholdet dog ikke for Azad Corlu, da han hele 35 gange, har spillet ungdomslandskampe i fodbold lige fra U16 til U20. Senest var d. 30. juli 2010, hvor Azad Corlu startede på banen i en dansk 3-1 sejr over Mexico. Azad Corlu blev efter 82 minutter erstattet med Erik Sviatchenko.
Nu til dags er hans fokus på Futsal og FC Fjordbold, som han var med til at føre frem til DM-finalen, som blev tabt til JB Futsal.
FC Fjordbolds unge talent Lars Bonde var også med i bruttotruppen, men blev skåret fra til den endelige trup.
