Ved Retten i Holbæk blev en 19-årig mand i går, mandag, dømt for en række seksuelle krænkelser af sin stedsøster. Krænkelserne fandt sted dels på Holbæk-egnen, dels på en ferietur til udlandet. Det begyndte - konkluderede retten - da pigen var 12 år og drengen 14. Nu er de henholdsvis 17 og 19 år.
Den 19-årige mand, der ikke længere bor ved Holbæk, blev idømt to års fængsel med en prøvetid på to år på betingelse af, at han ikke begår andet strafbart i de to år, at han er under tilsyn af Kriminalforsorgen i perioden, at han gennemgår en psykiatrisk og sexologisk behandling og at han gennemgår et ophold på tre måneder i en af Kriminalforsorgens pensioner.
Retten fandt det efter et seks og en halv time langt retsmøde godtgjort, at de seksuelle krænkelser havde stået på i en længere periode, men retten fandt det ikke bevist, at det var sket under trusler, og at den nu 19-årige mand havde onaneret foran pigen. Der var ikke tale om samleje.
