Siegfred Pedersen levede en stor del af sit liv i Nordsjælland, og ligger begravet i Helsingør. I anledning af 50-året for hans død optræder Teatret OPtimis med en portræt-cabaret og en hyldest til humørsprederen.
På Helsingør kirkegård findes de jordiske rester efter én af Danmarks største vise-digtere: Sigfred Pedersen. Der har han nu ligget i 50 år. Og netop 50-året for hans død er baggrunden for den portræt-cabarét »Søren elsker Katinka« som Teatret OPtimist opfører på Helsingør Kommunes syv plejehjem i denne tid. I aften er der offentlig forestilling på Kulturhuset Bølgen i Ålsgårde og den 26. april på Espergærde Bibliotek. Desuden kommer forestillingen til Frederikssund den 19. marts.
I forbindelse med cabaréten har Allan Høier fra Teatret OPtimis været på jagt i gemmerne efter Siegfred Pedersens historie.
Jeg plukker fløjsgræs
Sigfred Pedersen blev født i 1903 og voksede op på Fyn, viste hurtigt interesse for sproget og begyndte allerede som barn at digte selv. Digteriet tog fart, og da han som studerende i København på et tidspunkt flyttede til Nyhavn og her mødte det lystige liv med de musikalske beværtninger, søfolkene og de lette damer, begyndte han at skrive de viser, som skulle gøre ham til den fantastisk populære digter, han blev. Alle over 60 år kan garanteret synge med på hans humørspredende og forårskåde perler som Tørresnoren - Den gamle skærslippers forårssang - Jeg plukker fløjlsgræs - Katinka, Katinka og Søren Bramfris lærkesang.
Senere flyttede han til Nordsjælland: I første omgang til et mindre husmandssted i Værebro ved Ølstykke og det passede ham godt at komme lidt væk fra cafélivet og ud i naturen. En dag fik han et legat på 3.000 kr! (det svarer til ca 100.000 i dag!) Han græd af lykke: Nu kunne han betale gæld i huset, købmand, det hele - men i det samme lød et automobilhorns tuden ude på gårdspladsen: En smuk Citroën 23, som de bare måtte eje - formedelst 900 kr. Så skulle Sigfred have kørekort og hans første kone, Birthe, blev en smugle bekymret, da han rundede de 100 køretimer, á 10 kr.
Han fik kortet men på jomfruturen til København stod der pludselig en betjent og sagde "Kør det lig ind til siden". Der var noget galt her og der og efter et værkstedsbesøg var legatet rigeligt brugt op!
Lavede øl i kælderen
Siden flyttede han, under krigen, til et lille hus i Hammersholt ved Lillerød og omkring 1960 til en ældre villa på Gammel Strandvej i Sletten. Terminen var hård, men som det naturmenneske han var, holdt han af at bo ved havet, markerne og skovene - og så hyggede han sig i sin efterhånden modne alder bl.a. med at gå på Sletten Kro, spille spil og lave øl nede i kælderen.
Faktisk var han vældigt populær hos fiskerne i Sletten - især når han havde lavet nybrygget øl! Så kom de med friskfanget fisk og det var jo en god undskyldning for at smage godt og grundigt på øllet - og så måtte familien ellers spise fisk i ugevis derefter... Men fiskerne tog nu ikke Sigfreds skriveri særlig alvorligt: En søndag var han sejlet ud i sin motorbåd for at fiske, men fik motorstop og var drevet over til Sverige. Da han kom hjem dagen efter var fiskernes eneste kommentar: "Nå Sigfred, driver du den nu også af om søndagen ?!!"
Enorm popularitet
Sigfreds popularitet var enorm og til hans 60-års fødselsdag blev han fejret og hædret efter alle kunstens regler. Det var også i de år han kom på finansloven, fik Aarestrupmedaljen og blev Ridder af Dannebrog.
I '63 blev han imidlertid skilt og måtte flytte - det blev til et mindre hus i Snekkersten på adressen Rørtangsvej 55 A, nuværende Løntoften 15A, som Sigfred døbte Humlehuset. Ej heller kom han til at "nyde alderdommens stilhed" som han ellers så smukt skrev i sin oversættelse af "Tak for gode, som for onde år": Han blev nemlig ramt af leukæmi og blev indlagt på Øresundshospitalet i Helsingør. Han havde heller ikke levet så sundt: For lidt søvn og for lidt mad - til gengæld for meget spiritus og tobak. Et helt år var han sengeliggende, men hans livsvilje gjorde, at han overlevede i første omgang - og i hvert fald i perioder kunne han endnu optræde, skrive lidt og gå ture i sin elskede, nordsjællandske natur.
Døde på Øresundshospitalet
Noget af det sidste han skrev var "Der er sol i hver eneste bajer", som han skrev til sin nære ven Osvald Helmuth - og muligvis var Sigfreds allersidste vise "Hvornår er der dejligst i Danmark?", en stille hyldest til landet, hvor bøgen står grøn. I et interview sagde han: "Jeg er 64 år og jeg elsker stadig livet" - han døde 2. december 1967 på Øresundshospitalet, blev bisat fra Sct. Olai Kirke og hans grav findes stadig på Helsingør kirkegård.
