Virksomheden York Auktion er blevet erklæret konkurs af Skifteretten i Næstved. Det fremgår af Statstidende.
Konkursen kommer efter, at virksomheden ikke har betalt sine regninger, og det fik i starten af marts en af de virksomheder, som havde penge til gode hos York Auktioner til at miste tålmodigheden og begære auktionshuset konkurs.
Det oplyser advokat Per Buttenschøn, som af skifteretten er blevet udpeget som kurator.
- Det er en privat kreditor, der har mistet tålmodigheden, siger han.
Direktør i York Auktioner Ole Mortensen er kendt fra DR-programmet »Under Hammeren«, hvor han med jævne mellemrum har optrådt som ivrig auktionarius og sat vare under hammeren.
Ole Mortensen er samtidig ejer af den konkursramte virksomhed gennem selskabet York Holding ApS, som han tidligere har overtaget fra stifteren Gitte Ullerlund.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Ole Mortensen og telefonnumrene knyttet til virksomheden er lukket ned.
