Hvis der er nogle, der går rundt og tror, at "riget fattes penge", så kan det for nogles vedkommende klart tilbagevises. Det viser et "dugfriskt" eksempel fra Bogart, Gågaden i Køge, hvor en lokal forretningsmand forleden dag lagde ikke mindre end kr. 16.000,- for et par nye jeans.
Kr. 16.000,- for et par jeans? Og de er faktisk "almindelig jeans-blå... men så hører ligheden også op.
Der er tale om et par "handmade" jeans i det der hedder japansk denim, som er det hotteste på verdensmarkedet. Udover kvaliteten i denimstoffet er både knapper og firbensemblemet bag på jeansne belagt med 24 karat guld.
"Selvfølgelig er det ikke hver dag vi sælger et par jeans som disse," fortæller Gert Nodin, indehaver af Bogart, "men vi har også "lillebror-modellerne", og dem er der virkelig rift om. De findes i 16 forskellige modeller, til priser fra kr. 2.500,-, mens den egentlige lillebror, som i stedet for 24 karat guld er belagt med Sterling sølv, kan erhverves for kr. 6.500,-"
"Mange penge, ja - men det er også en helt unik vare," siger Gert Nodin, som forventer at sælge jeansne, som går under navnet "Jacob Cohen", i mange eksemplarer til både lokale og de mange udenbys kunder, der dagligt kommer til Køge. Bogart har allerede forhandlet dette hotte italienske mærke i 6 år.
