'Alt er kaos - men det bliver godt'

De er på kedelige jobs. Alt udstråler monotoni og manglende engagement. Men højdepunktet er, når de kan tage en selfie. Vi befinder os i kældersalen på Marienlystskolen en gråvejrs søndag. Der er små tre uger til premieren på forestillingen Blue Noise, som Frederikssund Ungdomsskoles Musicalhold har på plakaten.

Med instruktør Rasmus Cundell og kapelmester Jens Søbæk i spidsen har de omkring 15 teaterglade unge øvet hele weekenden. De er ved at være trætte, men der er endnu nogle timers arbejde foran dem, inden de kan tage hjem, og nyde det der er tilbage af weekenden.

Men de medvirkende har intet imod at bruge tre aftentimer hver uge og hele weekender på at øve stykket, det fortæller Laura Samsøe, 16 år.

"Det er første år, jeg er her. Jeg kendte i forvejen nogle af de andre medvirkende, som trak mig med. Man får en masse gode venner, og så er det en god mulighed for, at afprøve teateret," fortæller Laura, som synes det er noget anderledes, i forhold til det teater hun plejer at medvirke i.

"Jeg har spillet med i Frederikssund Vikingespil de sidste syv år. Men det her er noget helt andet. Her har vi for eksempel ingen replikker, det er følelsesteater, hvor vi synger og bruger vores kroppe til at udtrykke os med."

Modsat Laura er 17-årige Kalle Jellum en af de mere rutinerede på Ungdomsskolens Musicalhold. Helt nøjagtigt er det nu 5. år han er med.

"I år synes jeg, det hele er lidt mere intimt, særligt i forhold til tidligere hvor Gunhild var instruktør. Det er ikke så musical betonet i år, men mere eksperimenterende og noget dybere," fortæller Kalle som bl.a. spiller guitar i forestillingen, som er blevet til i samarbejde mellem instruktør og de unge.

Forestillingen er bygget op om 11 sange fra 1960'erne til i dag, der alle omhandler begreberne støj og stilhed.

"Publikum kan se frem til solid underholdning hele vejen. Vi har nogle engagerede musikere og skuespillere med, og stykket er en kommentar på samfundet og frygten for stilhed, og på hvad der sker, når vi har lavet så meget støj for os selv," fortæller Rasmus Cundell

Blue Noise opføres fra 23. -26. marts i Kældersalen på Marienlystskolen. Herefter drager hele holdet på miniturne til Berlin.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...