Livet er fyldt med tilfældigheder. Det oplevede jeg en aften sammen med Lise Nørgaard.
Det var i 1996, at jeg fik den store fornøjelse at være vært for Lise Nørgaard en aften i Roskilde med efterfølgende middag i vores eget køkken - og af alle steder var det i hendes barndomshjem på Skovbovængets Allé.
Anledningen var, at filmatiseringen af hendes erindringsbog ”Kun en pige” havde haft premiere i december 1995, og filmen blev en stor succes. En af de spændende ting ved filmen var, at mange af statisterne var elever og forældre fra Skt. Josefs Skole på Frederiksborgvej, og de optrådte i mange af filmens scener, som blev optaget i Skt. Ols Gade.
Jeg sad i bestyrelsen for Skt. Josefs Skoles forældreforening, og jeg foreslog, at vi skulle invitere Lise Nørgaard til byen for at holde foredrag for skolens forældre og elever om filmen og hendes opvækst i Roskilde.
Jeg havde på det tidspunkt boet i hendes barndomshjem på Skovbovængets Allé i nogle år - og der boede vi i hele 25 år.
Jeg fandt ud af, at hun havde hemmeligt telefonnummer, så jeg skrev et brev til hende. Heri fortalte jeg om mig selv og forslaget om at give filmens mange statister en uforglemmelig aften i hendes selskab.
Efter nogle dage modtog jeg et brev fra hende. Heri skrev hun, at netop dette brev havde vakt hendes nysgerrighed. Dels fordi afsenderen på kuverten var hendes barndomshjem. Dels fordi jeg i brevet fortalte, at min første redaktør som journalist på DAGBLADET Roskilde var Poul Justesen, som hun var ung journalist sammen med. Og dels fordi hun syntes godt om forslaget om at møde filmens statister.
Hun svarede ja. Hun skulle normalt have honorar, men havde hvert år lov til at lave to optrædener uden honorar. Den ene gratis optræden skulle være til ære for Skt. Josefs Skole.
Eneste betingelse var, at hun enten skulle hentes fra hjemmet i Virum i taxa - eller nogen skulle hente og bringe hende. Jeg valgte naturligvis den sidste option.
På skolen var der fuldt hus i den store sal, og alle havde en fantastisk aften. Jeg havde inviteret hende til middag efter arrangementet på skolen, og der i sit barndomshjem sad hun sammen med min kone og mig og fortalte, underholdt og morede sig herligt i timevis. For hende var det en oplevelse at gense det hjem, som moren havde købt for næsen af faren, og som familien flyttede ind i i nytåret 1928 - for præcis 95 år siden. Hun var da 10 år.
Midt om natten kørte jeg hende hjem, oplivet og godt ør i hovedet. Jeg kørte bilen op foran hendes hoveddør i Virum og ville takke for en storslået aften. Men det sluttede ikke her. Hun spurgte mig, om jeg ville se noget sjovt. Noget sjovt - og midt om natten? Jeg greb dog chancen og takkede ja, hvorefter hun bad mig ind i stuen. Det sjove? Det var et lille show med hendes elskede hund Viffer, som på hendes ordre lavede akrobatik på sofaens ryglæn - og så endda to gange.
En overraskende slutning på en formidabel aften med et belevent, velskrivende, humoristisk og venligt menneske. Et rigt liv er sluttet, men minderne har man da lov at have.