Livsstilsmesse bedre besøgt i år

Opbakningen til den årlige livsstilsmesse i Skælskør Hallen fejler bestemt ikke noget, hverken fra deltagere på standene eller publikum.

Pernille Kirkeskov Hansen fra den arrangerende forening, Skælskør 2000, kunne efter søndagens messe konstatere, at der faktisk kom lidt flere i år, end sidste år.

- Ikke meget, men vel 20-30 stykker, så vi når over 1100 betalende. Hertil kommer jo så alle de, der var med på standene, plus børn under 16 år, der kom gratis ind, så vi når sikkert op på, at der har været op mod 1500 i halllen, fortæller Pernille Kirkeskov Hansen.

Og hvad opbakningen fra standene angår, var den så stor, at messen var udsolgt på to dage. 41 udstillere var med.

- Og det jeg har hørt fra standene er, at de har fået rigtig meget ud af at være med, fortæller Pernille Kirkeskov Hansen.

Der var da også nok at se på og ikke mindst mange lækre smagsprøver ved de forskellige stande.

Og skulle man have lyst til en politisk snak, var der såmænd også mulighed for det. Sjællandske spottede således både de to lokale socialdemokrater Niels Christian Nielsen og Steen Olsen, den ligeledes lokale Venstre-gruppeformand Knud Vincents og såmænd også borgmester Stén Knuth i vrimlen.

Pernille Kirkeskov Hansen oplyser, at overskuddet fra arrangementet såmænd går til at holde et andet arrangement, nemlig Kulturel Folkefest som afvikles i starten af september.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...