De bedste ønsker for Mogenstrup Kro

Jeg ønsker alt det bedste for Mogenstrup Kro.

Det skriver dessertkokken Morten Heiberg fredag på sin Facebookside, men idéen om ham som krofatter på Mogenstrup Kro med Michael Spangsberg på sidelinjen er altså definitivt stedt til hvile.

- Hold da op. Vi er nærmest blevet bestormet af henvendelser efter omtalen af, at vi dropper planerne om at genåbne kroen. Alle i Næstved og Sydsjælland har et forhold til Mogenstrup Kro, konstaterer Michael Spangsberg, som i sin tid havde BonBon slikfabrikken og BonBon-Land.

Tanken var ellers at drive Mogenstrup Kro som i de gode gamle dage med både kro, udlejning af værelser og forskellige events, hvilket ville være noget af en attraktion i området med Morten Heiberg som krofatter.

- Der mangler hotelværelser i Næstved, og kroen har en perlebeliggenhed ved siden af golfbanen og lige ud til landevejen, men når først man kommer indenfor på kroen, så giver det sig selv, hvorfor vi har droppet planerne. Det ville aldrig kunne komme til at hænge sammen økonomisk, siger Michael Spangsberg.

Kendis-kokken Morten Heiberg satte en lavine i gang, da han 9. februar på sin Facebookside skrev »Gad virkelig godt købe Mogenstrup Kro og banke stedet op igen! Hvem vil være med?«

Michael Spangsberg har stadig sit iværksættergen og var hurtig til at gribe bolden, hvis ellers Morten Heiberg godt ville være krofatter. Det ville han gerne.

Men torsdag aften skrev Morten Heiberg »RIP Mogenstrup Kro« med begrundelsen, at det vil blive alt for omfattende og kostbart at sætte stedet i stand.

- Jeg er helt ude af det projekt, siger Michael Spangsberg til Sjællandske.

Det samme er Morten Heiberg.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...