Efter rockerborgen

Det var i september 1996, da en bilbombe pludselig eksploderede ved Hells Angels' klubhus på Holbækvej i Roskilde. Den infernalske eksplosion var så kraftig, at den knuste ruder op til 200 meter fra stedet. Rockerkrigen mellem Bandidos og Hells Angels havde raset siden den 10. marts samme år, hvor Hells Angels-rockeren Michael Brokside skød og dræbte Uffe Larsen, der var medlem af den rivaliserende rockerbande Bandidos.

Nøgen grund

I oktober samme år kom så den kontroversielle Rockerlov, der forbød rockere at opholde sig i bestemte ejendomme, hvilket førte til, at Roskilde Kommune rev den historisk belastede rockerborg ned. Herefter stod grunden uberørt, indtil Eva Frederiksen fik overbevist sin mand Kjeld Olsen om, at det da var en god idé at købe den nøgne grund på Holbækvej for at bygge et hus fra grunden.

I dag står et helt almindeligt parcelhus på den gamle rockergrund.

"Grunden var til salg i halvandet år, uden at nogen bed på. Det gjorde vi så", siger Kjeld Olsen.

Parret erhvervede grunden af kommunen i 1999, og deres Skagenhus stod færdigt året efter. Herefter var det bare at rykke ind med deres to børn fra deres hidtidige adresse på Fælledvej.

Inden rockerborgen lå tankstationen Tempo X på grunden. Herfra blev der solgt både kul, petroleum og brændstof.

Ingen fortrydelser

"Mange har da spurgt, om vi har fundet heroin eller lig på grunden. Og fremmede kan stadig møde mig på gaden og sige: 'Det er da dig, der bor på Rockerborgen!' Men det er ved at klinge af nu", fortæller Kjeld Olsen, som trods sin indledende tøven aldrig har fortrudt købet.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...