Den 8. januar 1917 blev Baldersbrønde-Hedehusene Centralskole indviet. Således havde det, der i dag hedder Hedehusene Skole, 100 års jubilæum på samme dato i år.
Som skolens første officielle navn indikerer, var det en skole, der både havde elever fra Hedehusene og Baldersbrønde, ligesom skolens fysiske placering, efter mange års debat på området, netop blev midt i mellem de to byer.
I indvielsesåret havde skolen omkring 230 elever og fire lærere. 100 år senere er tallet elevtallet 391 og der er 33 lærere.
Flere elever var årsagen
Det var en stigning i befolkningstallet og antallet af børn, der var årsagen til, at der skulle bygges en større skole i Hedehusene. Det fortæller arkivleder Lars Spatzek fra Lokalhistorisk Samling og Arkiv i Taastrup.
Inden da lå vestområdets skole i Baldersbrønde. Det havde den gjort siden 1857, selvom kongen allerede i 1811 havde givet tilladelse til at bygge en skole på det sagnomspundne sted ved Balders Brønd. Fløng og Reerslev havde deres egne skoler.
»Skolen i Baldersbrønde var en kommuneskole, men den blev for lille, da Hedehusene by ekploderede i 1900'erne. For at afhjælpe det stigende elevtal, byggede man en midlertidig skole ved Vesterkøb med to klasser. Det var typisk de mindste elever, der gik der, mens de ældste elever gik i de fire klasser, der var på skolen i Baldersbrønde,« fortæller Lars Spatzek.
Baldersbrønde havde været hovedbyen i sognets vestlige del i flere århundreder. Efter jernbanestationens placering i Hedehusene i 1847, der hvor banelinjen krydsede Roskildevej, var der ikke kommet så mange flere indbyggere til Hedehusene by, men det gjorde der ved teglværkets oprettelse i 1896. Dog stadig ikke nok til, at en ny skole blev placeret i Hedehusene. I stedet blev der i 1890'erne bygget en anden skole i Baldersbrønde, der dog også hurtigt blev for lille. Elevtallet steg fra 119 elever i 1902 til 220 i 1914.
Uenighed om placering
Der opstod en debat om den kommende store samlede skoles placering.
Først havde det været tanken at udvide forskolen ved Vesterkøb med tre klasseværelser. Men det udløste en gammel strid om skolens placering, hvor Baldersbrønde og Hedehusene stod på hver deres side og ville have skolen i deres eget nærområde. Sognerådet endte i stedet med en kompromis-placering midtvejs mellem de to landsbyer.
»Baldersbrønde var en landsby med mange stærke traditioner. Det at få skolen væk fra Baldersbrønde var et stort slag. Man ser det også ofte i dag. Der er mange følelser i det, når en skole bliver nedlagt og man skal langt til en anden skolen. I 1917 havde der jo til gengæld tidligere været langt til skole for Hedehusene bys elever,« siger Lars Spatzek.
Han tilføjer, at hvis man dengang skulle videre i realklasse - det der svarer til nutidens 8.-10. klasse - foregik det enten i Roskilde eller på den private skole i Taastrup. Det var først senere, at man fik realklasser i de kommunale skoler, og dermed også i Hedehusene Skole.
Bliver ikke så meget ældre
Allerede i 100-året for Hedehusene Skoles indvielse står det klart, at skolen ikke bliver så forfærdeligt meget ældre i sin nuværende form, idet der er planer om tidligst i 2019 at sammenlægge skolens elever og personale med Charlotteskolen i helt nye omgivelser på den kommende skole i bydelen Nærheden.
Man kan læse mere om Baldersbrønde Skole og Hedehusene Skoles historie i bogen »Fra løbedegne til købstadskoler - bidrag til Høje Taastrup kommunale skolers historie«.