Odherreds Kunstmuseum i Asnæs får nu udvidet samlingen af værker af Odsherredsmaleren Birthe Bovin, efter at kunstnerens søn og svigerdatter, Simon Bovin og Mette Møller Bovin, har doneret tegninger (tush, blyant og kul) og en akvarel til museet.
- Vi er meget glade for gaven, og allerede om kort tid vil værkerne indgå i en udstilling om de kvindelige Odsherredsmalere, fortæller museumsinspektør Jesper S. Knudsen.
De donerede Birthe Bovin-værker spænder vidt over perioden 1944-80 - med høstmotiver, hestevogn med forspand, Klint Havn, markedsstemning, Odsherreds landskaber med skov og bakkedrag.
I forvejen har museet flere tush-tegninger af Birthe Bovin, samt malerier, blandt andet det dramatiske »Hestevogn med forspand«, og en markant portræt-buste i gips af ægtefællen Karl Bovin.
Birthe Bovin (1906-80) var autodidakt maler og grafiker. Efter ægteskab med digteren Sigfred Pedersen i København flyttede hun til Odsherred og sluttede sig til kunstnerkolonien Odsherredsmalerne. I 1952 blev hun gift med maleren Karl Bovin i Fårevejle.
Hun malede landskabsbilleder fra Odsherred - kyst og bakkedrag ud mod Sejerøbugten, men fandt også motiver på rejser til Sydeuropa.