Direktør lægger sig fladt ned i videosag

- Det er smadderærgerligt, siger vicedirektør Jan Bagge fra ZBC om den video om uddannelsen i Digital Media Design, som har fået undervisningsminister Merete Riisager (LA) op af stolen.

- Vi er ærgerlige over, at videoen har vakt opsigt specielt blandt dansklærere (danske omtales som et »nedern fag«), understreger direktøren.

På spørgsmålet om, hvorvidt ZBC har lært noget af sagen, siger han:

- Ja, for pokker har vi lært noget. Den grundlæggende idé fra vores markedsføringsafdeling var at tale til de unge, men på de sociale medier kan man ikke selektere markedsføringen, så vi bliver nødt til at lave en strategi på dette område, fremhæver Jan Bagge.

Også rektor Martin Sieben, hvis uddannelse filmen handler om, hæfter sig ved, at ZBCs markedsføringsafdeling lavede en film, der var rettet imod de unge, og at filmen blev taget godt imod, da den blev prøvet på nogle unge på ZBC.

- Jeg beklager, hvis videoen har stødt nogen. Det har været helt utilsigtet. Det havde vi ikke forestillet os i vores vildeste fantasi. Videoen har en vis ironisk distance, som man åbenbart ikke har fornemmet. Vi har ikke villet gøre nogen sure eller kede af det.

- Vi har i øvrigt lavet en tilsvarende film om uddannelsen rettet mod forældrene, tilføjer Martin Sieben, som har tænkt sig at sige ja tak til at drikke en kop kaffe med undervisningsminister Merete Riisager »for at diskutere uddannelser generelt, for dem tager vi meget seriøst«, tilføjer han.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...