At skrabe et skrabelod og lige mangle det sidste ikon er vi vist mange, der har prøvet. Men forleden lykkedes det en mand i 60'erne fra Furesø Kommune at få det sidste ikon med - og på den måde vinde to millioner gode danske kroner.
Det oplyser Danske Spil.
"Det er lidt surrealistisk. Jeg tænker ikke så meget over det. Det er jo sket meget pludseligt, at jeg er blevet to millioner rigere", siger vinderen til Danske Spil.
Han fortæller, at han engang imellem køber et skrabelod, og at han tidligere har vundet 1.500 kroner et par gange, men forleden strakte heldet altså lidt længere.
Da han fandt ud af, at han havde vundet, gik han hen til sin datter, der var i gang med at lave mad og fortalte, at han havde vundet to millioner kroner. Det troede datteren dog ikke på, men da vinderen viste hende skrabeloddet, udbrød hun: "Du er millionær".
"Nej, jeg er dobbeltmillionær!", lød svaret fra faderen.
Hvad gevinsten skal bruges på, har vinderen ikke helt besluttet endnu, men en ting er dog sikkert.
"Vi køber en ny bolig, og måske tager vi ud og rejser til sommer", fortæller vinderen fra Furesø Kommune, der ønsker at være anonym.