Tennisklub i positiv udvikling

Greve: Greve Tennis Klub er efter en turbulent periode, der seks år tilbage splittede den 83 år gamle klub, nu igen ved at få samling på tingene, ikke mindst til stor glæde for klubbens sportschef, Kim Bau Andersen.

Han oplevede selv trængselsperioden på nærmeste hold og fik nok. Tilbage i 2011 meldte han sig ud af sin barndomsklub som følge af en protestgruppes held med at melde Greve Tennis ud af elitesamarbejdet med Vallensbæk og TIK-Taastrup i Team Vestegnen, der ifølge modstanderne var blevet en økonomisk belastning for klubben.

Han vendte dog hurtigt tilbage til sin gamle klub, hvor han gennem syv år sad på fremtrædende poster som cheftræner, sportschef og som medlem af bestyrelsen. Han savnede dog en decideret elitesatsning og besluttede derfor i 2015 at indgive sin opsigelse i Greve Tennis og skifte til Roskilde Tennis, hvis ambitionsniveau var tillokkende.

Det blev imidlertid kun til en kortere periode i Roskilde, før Greve Tennis atter trak den engagerede tennisleder hjem til en post som sportschef.

Det er i den egenskab, han i weekenden kunne glæde sig over en fornemt gennemført indesæson af klubbens herrehold, der rundede kampene i 2. division øst pulje 1 af lørdag med en sejr på 5-1 over Kløvermarken. Dermed sluttede Greves mandskab, bestående af Farzad Sadeghi, Alexander Klug, Nicolas Vahman og Sebastian Åxman, på en samlet andenplads, kun overgået af ubesejrede Birkerøds andethold. Birkerøds førstehold slutter sidst i elitedivisionen.

Hvilken betydning det får for Greves oprykningsmuligheder, er meget usikkert.

- Op- og nedrykning i tennis er et virkelig svært regnestykke afhængig af mange faktorer, så som hvilke hold fra henholdsvis øst og vest, der rykker ned oppefra. Direkte oprykning kommer ikke på tale, men er vi heldige, så får vi en oprykningskamp med mulighed for at avancere til 1. division, siger Kim Bau Andersen.

Oprykning eller ej så glæder sportschefen sig stort over den udvikling, Greve Tennis er inde i.

- Det er virkelig flot, det der sker i klubben for tiden. Vi er for alvor ved at få gang i de yngre spillere, og på damesiden venter vi tilgang til den kommende udesæson, siger Kim Bau Andersen.

Afhængig af tilgangen, der afklares inden for de nærmeste uger, vil Greve Tennis søge dispensation hos forbundet for at få holdet til start i 2. division. Sker det ikke, spilles der i Sjællandsserien, hvilket også gælder for herrerne. For begge holds vedkommende bliver det som storfavoritter til en oprykning til 2. division.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...