Udskældt botilbud nedlægges

Slagelse Kommune lukker Ungekollegiet på Århusvej i Slagelse, hvor der i dag står ti af i alt 12 boliger tomme.

Afdelingen nedlægges grundet juridiske benspænd, lyder det fra handicap- og psykiatrichef Thomas Knudsen om bostedet, som har været på flere avisforsider det sidste år.

Det skriver Sjællandske.

- Meningen var, at borgerne som udgangspunkt skulle bo der i en kort periode, gerne i et eller to år, og derefter sluses ud i enten egen bolig eller i et mere permanent botilbud. Men det har vist sig, at borgerne selv bestemmer, hvornår de flytter, når først de får en lejekontrakt, siger Thomas Knudsen, der her henviser til boligloven, som tilbuddet hører under.

Den gør, at de beboere, som bor på stedet, ikke kan opsiges. Derfor er det på tide at lave »den juridiske konstruktion« om.

- Det betyder, at vi nedlægger de tolv lejligheder og dernæst opretter et nyt tilbud for en anden målgruppe, som ønsker en permanent bolig, siger Thomas Knudsen, som tilbyder de to nuværende beboere at blive boende.

Tidligere har både Sjællandske og Fagbladet FOA berettet om kritisable arbejds- og leveforhold på Århusvej, hvilket blandt andet skyldes en voldelig beboer, hvis adfærd tilmed har bevirket påbud fra Arbejdstilsynet.

Slagelse Kommune har samtidig tilbudt utrygge beboere at komme væk fra Århusvej, alene fordi den pågældende ikke kan opsiges.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...