De gamle toiletter på Ballerup og Skovlunde s-togstationer er blevet renoveret og udskiftet med moderne betalingstoiletter. Det har længe været et ønske fra borgerne, og nu er de klar til brug.
Helle Tiedemann (A), der er formand for Teknik- og miljøudvalget i Ballerup Kommune, har været med til at sørge for de nye toiletter.
»Jeg er rigtig glad for, at vi igen tilbyder borgerne denne service. Der var problemer med hærværk på de gamle toiletter, og det tror jeg, vi har fundet en god løsning på med de nye betalingstoiletter,« siger Helle Tiedemann.
Kun med telefon
Der er et toilet på hver station og det ligger i forbindelse med perronen. For at undgå hærværk er toiletterne låst og mobiltelefonen skal op af lommen for at få adgang til dem.
Man sender en SMS med en kode til 1412. Koden fremgår af et skilt på døren. Derefter går der få sekunder, og så modtager man en SMS med besked om, at døren til toilettet kan åbnes. Det koster fem kroner plus almindelig SMS takst at benytte toiletterne.
DSB er på vej med skilte, der viser vej til toiletterne på stationerne. På Ballerup station er toilettet placeret centralt på perronen bag ved 7-Eleven. På Skovlunde Station ligger det i den østlige ende af perronen.
