Ung mand låst inde på toilet i flere timer, da dør gik i baglås

En ung mand fik mandag flere timers ufrivilligt ophold på det offentlige toilet på Ølstykke Station, fordi døren til toilettet var gået i baglås. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Egedal Kommune, der beklager episoden.

»Egedal Kommunes vagt og Falck blev mandag omkring klokken 17.30 kaldt til Ølstykke Station, hvor en yngre mand havde været låst inde på toilettet i omkring to timer, fordi den elektroniske lås var gået i baglås. Falck og vagten rekvirerede en låsesmed, der omkring klokken 19 fik toiletdøren åbnet og manden ud i god behold.«, skriver kommunen.

Den oplyser, at den elektroniske lås blev monteret for at undgå hærværk i aften- og nattetimerne, men kommunen har nu valgt at fjerne de defekte elektroniske lås.

- Vi kan selvfølgelig kun beklage den ubehagelige oplevelse, som den unge mand har haft på et af vores offentlige toiletter. Vi har nu valgt helt at fjerne det elektroniske låsesystem på døren, som fremover kun vil have en ganske almindelig mekanisk lås, siger afdelingsleder for Drift og Service Teis Owens i pressemeddelelsen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...