Allerød Nyt har modtaget nedenstående fra Aksel Stendells datter, Marianne.
Når man er vokset op samtidig med at velfærdssamfundet tog form og foldede sig ud, ja, så kan man godt være lidt bekymret over den udvikling, der præger dagens Danmark.
Og det er karakteristisk for Aksel Stendell, Allerød, tidligere adm. direktør i A-Pressen, at han i den grad er bekymret for velfærdssamfundets fortsatte udvikling - ja, vel dybest set bekymret for hele den politiske højredrejning, der fejer ind over Europa.
Aksel Stendell, der 9. februar fylder 95 år, har nemlig været med hele vejen i velfærdssamfundets tilblivelse. Hans karriere startede helt traditionelt med en kontorelev plads i den daværende Hovedstadens Brugsforening, hvor han senere blev udnævnt til underdirektør og senere igen til fabriksdirektør i FDB- det nuværende COOP.
I 1975 hentede den navnkundige LO-formand Thomas Nielsen Aksel Stendell ind som adm. direktør på fagbevægelsens presse, A-Pressen, der dengang fyldte godt i medielandskabet med Aktuelt, Ny Dag og Bornholmeren.
Stendell har gennem årene været medlem af utallige bestyrelser, der opererede i det mediemæssige landskab for eksempel Danske Dagblades Forening, Bladkompagniet, Dagspressens Finansieringsinstitut, Ritzaus Bureau og Det statsministerielle udvalg vedrørende dagspressens distributionsforhold.
Under Stendells ledelse foregik der en konsolidering af bladkoncernens økonomi og efter nogle økonomisk gode år gik Aksel Stendell i spidsen for en mediemæssig offensiv hvor A-pressen bl.a. understøttede en lang række af arbejderbevægelsens lokale radioer og tv-stationer.
Intern uenighed i fagbevægelsen om mediepolitikken satte en stopper for denne ekspansion og med beslutningen om at relancere Aktuelt til Det Frie Aktuelt, valgte Stendell selv at stoppe sin karriere.
Stendell har aldrig været i tvivl om sit politiske ståsted, hvilket han nu med stor autoritet vidergiver til de ældste af de i alt otte oldebørn.
De skal vide, hvor de kommer fra, de skal vide, at demokratiet skal forvaltes med omhu, og de skal vide, at alle mennesker har et ansvar for deres nabo.
Pensionistårene skal fyldes med indhold, og det får Aksel Stendell indfriet i familiens sommerhus i Tisvilde og med intens læsning af både moderne litteratur og politiske biografier.
Udover den politiske analyse og en dyb interesse for samfundsudviklingen er det børnebørnenes og oldebørnenes fremtidige uddannelses- og arbejdsvilkår, der ligger Aksel Stendell allermest på side.
Med disse briller på næsen kan man gennem hele livet holde sit samfundsengagement i gang.