Næstved Taxa frygter ikke konkurrence

Næstved Taxa frygter ikke en ny mulig spiller på taxa-markedet fra Lolland-Falster. Det er bus-selskabet Nymand A/S, der efter at regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Venstre, har indgået en aftale om at stemme for en ny taxi-lov, har meldt sig på banen og ytret ønske om at drive taxa-virksomhed i området fra Lolland til Næstved.

- Jeg er glad for, at de siger de vil konkurrere på service og ikke på løn. Det er for Næstved Taxa vigtigt, at chauffører kører på overenskomstmæssige-aftaler, så den del, synes jeg, sådan set er positiv, siger formand for Næstved Taxa, Henrik Petersen.

Den nye taxilov vil give mulighed for øget konkurrence i branchen, men Henrik Petersen mener, at opfattelsen af at taxa-selskaber ikke har konkurrence i forvejen er misvisende.

- For taxa-selskaber i provinsen er langt størstedelen af kørslerne underlagt konkurrence. I Næstved vil jeg skyde på at cirka 75 procent af vores kørsler kommer via udbudsrunder, så vi er altså vant til konkurrence i forvejen, siger han.

Bliver taxi-loven vedtaget, er der lagt op til, at der over de næste tre år vil komme 1500 ekstra taxa-bevillinger. Direktør for Nymand A/S, Vagn Nymand Andersen, håber på at lande de 100.

Dansk Taxiråd er taxi-erhvervets største brancheorganisation. De er positive over indholdet i den nye taxi-lov. Det samme gør sig gældende hos Næstved Taxa, der dog har visse anker.

- Jeg mangler §5 stk. 5 fra den eksisterende taxilov, der tager udgangspunkt i overenskomstmæssige løn- og arbejdsvilkår for chaufførerne, siger Henrik Petersen.

Henrik Petersen er dog glad for, at der nu er udsigt til, at den generelle usikkerhed omkring spillereglerne i taxa-branchen måske kan begraves.

- Jeg vil gerne spille spillet, men jeg vil så også gerne vide hvilke spilleregler, jeg skal spille efter, siger han.

Den nye taxi-lov er en liberalisering af den eksisterende. Loven vil blandt andet gøre det nemmere at få tilladelse til at køre taxi.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...