Kommunaldirektør på vej mod fyring

Mette Jeppesen kan blive fyret som kommunaldirektør næste torsdag.

Mette Jeppesen kan blive fyret som kommunaldirektør næste torsdag.

Mette Jeppesen kan være på vej mod en fyring som kommunaldirektør i Ringsted Kommune.

Det sker, efter et enigt økonomiudvalg onsdag aften har indstillet kommunaldirektøren til afskedigelse til et ekstraordinært byrådsmøde torsdag 30. maj, hvor den endelige afgørelse bliver truffet.

- Begrundelsen er, at Økonomiudvalget ønsker en anden profil til den fremadrettede ledelse af Ringsted Kommune, skriver Ringsted Kommune i en pressemeddelelse.

Mette Jeppesen, der har været ansat i Ringsted Kommune i snart fem år, er fritaget for tjeneste, indtil byrådet træffer beslutning.

Sjællandske Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra Mette Jeppesen, men hun ønsker ikke at kommentere Økonomiudvalgets indstilling.

Ansat i 2019

Mette Jeppesen kom fra stillingen som teknisk direktør i Dragør Kommune, da hun blev ansat som det samme i Ringsted Kommune i 2019.

Som teknisk direktør gik Mette Jeppesen i brechen for at fastholde byggesagsbehandlingstider, få skabt et overblik over kommende anlægsprojekter og lave nye lokalplaner.

- Der har været mange skift på min post, så jeg tænker umiddelbart, at politikerne og borgerne gerne vil have en ny direktør, der kan løfte opgaven, sagde Mette Jeppesen i 2019.

Senere avancerede hun og kunne i 2020 også påtage sig titlen som først konstitueret, siden fuldbyrdet kommunaldirektør, efter Jacob Nordby blev fyret som samme efter samarbejdsvanskeligheder i administrationen.

Jacob Nordby har siden fortalt Sjællandske Nyheder, at han ikke ønskede at bestride en dobbeltstilling som henholdsvis teknisk direktør og kommunaldirektør, men ved tiltrædelsen som kommunaldirektør 1. januar 2021 forsikrede Mette Jeppesen at levere lige meget på begge områder.

- Jeg har lært Ringsted Kommune at kende som et sted, der virkelig er midt i mulighederne. Og jeg tror på, at vi kan realisere endnu flere af de muligheder og potentialer, som Ringsted Kommune har. Sammen med byrådet og den øvrige organisation glæder jeg mig til at fortsætte vores vej mod at skabe en endnu bedre kommune for borgerne, hvor der ligesom i dag er fokus på en kultur for samarbejde og udvikling, sagde hun til Sjællandske Nyheder.

Senest har Mette Jeppesen gjort sig bemærket, efter sammenlægningen af administrationen i Dunbyen slog fejl, mens hun også har fået kritik for en uheldig proces med de VE-projekter, der skal løfte den grønne omstilling i Ringsted Kommune.

Uddannet cand.scient.soc i geografi og forvaltning.

Forhenværende kommunaldirektør samt teknisk direktør i Ringsted Kommune og før det teknisk direktør i Dragør Kommune.

Derudover har hun arbejdet som chefkonsulent i KKR Hovedstaden.

Bor privat på Vesterbro i København.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...