- Lønnen var en Tuborg Squash og nogle røde pølser. Dem, der arbejdede i biografen, gjorde det con amore. Fordi vi syntes, at det at gå i biografen var fantastisk og at se film var vidunderligt.
Sådan siger skuespiller og instruktør Tomas Villum Jensen til Frederiksborg Amts Avis. Han er opvokset på en lille gård udenfor Hundested og nu går med i bestyrelsen for den gruppe, der vil genåbne Hundested Kino.
Biografen lukkede i 2011 - og Thomas Villum mener, at der faktisk burde indstiftes en pris til de frivillige, som kørte stedet så længe og lagde så mange kræfter i det.
- Hundested Kino kommer nok aldrig til at være en guldgrube, den skal køre på hjælp af frivillige. Det var jo også derfor, den stoppede. De, som havde kørt den i 20 år var kørt trætte - men de burde have en fortjenestmedalje, for de har været med til at gøre en forskel. Der burde være en Knud Rasmussen-pris til de ægtepar, der har gjort så meget for os unge dengang, siger Tomas Villum.
Kimen til Thomas Villums karriere i filmens verden blev netop lagt i Hundested Kino dengang, han startede som operatør som 13-14 årig sammen med sin gode ven Mads.
- Vi boede jo nærmest i biografen. Vi så alle film, vi var der hver dag og vi snakkede om film og diskuterede - så tog jeg det med i gymnasiet i Frederiksværk, hvor jeg mødte Thomas Jensen, som jeg begyndte at lave film med...
Tomas Villum Jensen er i dag flyttet fra Hundested, men hans far bor der stadig sammen med sin kone, så instruktøren kommer der tit sammen med sin familie. Faren havde igennem mange år en brilleforretning i Nørregade, hvor han også bor i dag.
- Jeg har et blødt punkt for den by, der har givet mig et fantastisk opvækst, svarer Tomas Villum Jensen på spørgsmålet om, hvorfor han går ind i projektet med at genåbne biografen.
- Og så har jeg jo også en viden, jeg godt kan dele ud af. Biografen skal kunne tilbyde borgerne noget ud over det sædvanlige, og måske kunne jeg lokke instruktører ned og fortælle om deres nye film, så vi kan gøre en forskel, og folk ikke bare sidder derhjemme i stuen.
Kendte instruktører til at fortælle i biografen kunne for eksempel være Ole Bornedal, der har sommerhus i området. Lige som mange andre med relation til film har det. Det gælder for eksempel Søren Fauli og Dick Kaysø, der også er opvokset i Hundested.
Det betyder meget for en by at have en biograf, mener instruktøren. Blandt andet fordi film er en kultur, der kan samle mange mennesker - og skabe samvær og fællesskab.
- Det er vigtigt, at en by har nogle steder, der gør, at de unge ikke nødvendigvis flytter. Byerne skal leve også kulturelt og det er bio en del af.
I øvrigt er det noget andet at se film i biografen end derhjemme i sofaen:
- Det er en anden oplevelse. Den præmis, man leger med på, er en anden: Man køber sin billet, står udenfor og kigger på plakaten, læser, hvem der er med, bygger forventninger, køber slik - og så går man ind i mørket. Når man sidder i stolene, går man ikke ud og tisser eller tager telefonen, for den er slukket. Når jeg ser film derhjemme, så snakker vi, børnene tjekker i-pad og så videre - det er ikke det samme som i biografen. - i hvert fald ikke i vores stue.
Hundested Kino har været lukket siden 2011, men står, som da den sidste biografgænger rejste sig med to sale til forevisning. Halsnæs kommune, der ejer biografbygningen, har nu overdraget biografnøglerne midlertidigt til foreningen Fiskeriets og Havnens Hus, der står bag forsøget på en genåbning.
Det er meningen, af biografbygningen også skal kunne rumme andre kulturelle aktiviteter som cafe og musik. Foreløbig er der omkring 100 frivillige/interesserede i projektet, og der er stiftende generalforsamling den 7. marts kl. 18.30-20.30 i kantinen på Storebjergskolen.