Vi skal passe på det Roskilde, vi kender

Af Kaj V. Hansen, Medlem af Roskilde Byråd for Socialdemokraterne.

Kort før juleaften, eller helt nøjagtigt den 21. december sidste år, vedtog vi på byrådsmødet at sende det nye Lokalplanforslag nr. 622 for Roskildes bymidte ud til offentlig høring. Høringsperioden slutter nu den 16. marts. Jeg har set frem til, at vi nu efter 20 år med den gamle lokalplan nr. 621 for området får mulighed for at tilpasse kravene til bygningsvedligeholdelse med de erfaringer, vi i Plan- og Teknikudvalget har gjort. Ikke mindst derfor tog jeg glad imod tilbuddet fra KANAL ROSKILDE om at medvirke i en TV-udsendelse om den gamle Djalma Lunds Gaard.

Når TV-udsendelsen om kort tid sendes, vil Roskildes borgere få indsigt i lidt mere end 200 års historie i en gammel købmandsgård. De, der måske allerede har deltaget i flere af mine byvandringer, vil kunne nikke genkendende til noget af det, jeg fortæller. Men der er også meget nyt at opleve i udsendelsen. Og dertil kommer også fotografens dygtige arbejde.

Fra Lokalplanforslag nr. 622 har jeg taget dette tekstudsnit:

"Endelig kan der konstateres et behov for øget vejledning om bevaring i forhold til vedligeholdelse contra udskiftning af bygningselementer, samt behov for vejledning vedrørende materialer, farver, skilte mv."

Fra de af mine byvandringer, hvor overskriften enten er: 'Hvad er gået godt - og hvad er gået mindre godt' eller blot 'En arkitektur-tur i Roskilde' vil man vide, at jeg er meget opmærksom på, 'at vi passer på det Roskilde, vi kender', og som ikke allerede er gået tabt i de store by-brande eller i uforsigtig modernisering.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...