Farvel til professor med forskningsflid og musikøre

Povl Riis, professor, dr. med., fhv. overlæge, er død, 91 år, her er hans datter Karen Riis Kjølbys mindeord:

Povls indsats for dansk og international medicinsk forskning, det danske sygehusvæsen og specielt den medicinske etik, har været markant, og er overleveret gennem flere generationer af kolleger.

Povls første år på medicinstudiet foregik efter sigende med det periodiske system og anatomien på cykelstyret for at perfektionere forberedelserne til en af landets højeste medicinske embedseksamener.

Efter afslutning af medicinstudiet, som blev delvist afbrudt af 2. Verdenskrig med deltagelse i modstandskampen som omdeler af illegale blade, fulgte flere ophold på hospitaler i det nordlige Sverige.

Her blev Povls store kærlighed til det nordiske samarbejde styrket og formede hans tanker om det væsentlige i et stærkt internationalt samarbejde, for også at undgå konfrontationer og en gentagelse af 2. Verdenskrig. Han tog også initiativ til oprettelse af lægetjenesten i det danske flyvevåben.

I 1963 blev Povl Riis overlæge ved Gentofte Amtssygehus og senere ved Herlev Amtssygehus 1976-95 ved afdelingen for medicinske mave-tarm-sygdomme. Han var aktiv i etableringen af Herlev Amtssygehus, og afdelingen blev central for forskningsindsatsen i tarmens betændelsessygdomme, med en lang række internationale forskere som kolleger. En forskning, som i dag fortsætter på højeste internationale niveau.

Povl Riis var professor i intern medicin ved Københavns Universitet 1975-95, og hovedredaktør af Ugeskrift for Læger 1967-91, hvor sproget i medicinen var et gennemgående tema.

En tidlig forskningsmæssig milepæl var udviklingen af den kønsbestemmende fostervandsprøve, som han blev ophavsmand til sammen med den anden danske læge, Fritz Fuchs, i 1950'erne.

Løbende gennem sin forskningsmæssige karriere ydede Povl en stor indsats for udbredelsen af kendskabet til kliniske forskningsmetoder. Og med sin deltagelse i udformningen af Helsinki-deklarationen om videnskabelige principper inden for biomedicinsk forskning, fik etikken tidligt en central placering i hans faglige arbejde.

Sidst i 70'erne tog Povl initiativ til oprettelse af de danske videnskabsetiske komitéer og var formand for Den Centrale Videnskabsetiske Komité 1979-98. Han tog senere initiativ til oprettelsen af Udvalg for Videnskabelig Uredelighed.

1996-2012 var han desuden formand for Ældreforum, hvor han med kombinationen af sin alder og energi var et levende bevis på alderdommens muligheder.

Povl Riis har modtaget adskillige danske og udenlandske hædersbevisninger, bl.a. August Krogh Prisen i 1974, Lauritzen Fondens Hæderspris i 2006, Den Islandske Falk i 2012 og adskillige æresdoktorater.

Musikken fyldte i Povls liv. Med nye pladeudgivelser indkøbt på vej hjem fra hospitalet, kunne hele familien en hverdagsaften ses dansende til de seneste toner fra Beatles, Rolling Stones eller Elton John. Povl bidrog selv til musikken gennem tekster til korværker og gendigtning af bl.a. Johan S. Bachs 'Bist du bei Mir', som blev til 'Er du mig nær'.

Povl var med sin store intelligens, sin stærke sociale indstilling og livslange flid en stor samfundsbidrager i utroligt mange sammenhænge. Han mistede dog aldrig kærligheden til den kliniske gerning og kontakten til den enkelte patient.

Lykken var, når han herudover kunne fungere som læge for den store familie og øse af sin alsidige viden - også til udefrakommende.

Povl efterlader sig fire voksne børn, Eva, Karen, Mette og Jakob, samt 14 børnebørn og tre oldebørn.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...