I pressematerialet til ’Mig, mig, mig’ - provokunstner og Gentofte-borger Kristian von Hornsleths nyligt udsendte værk, der opererer i tågelandskabet mellem selvbiografi, kunstnerportræt og autofiktion - stilles hovedpersonen det eksistentielle spørgsmål: Skelner du mellem Kristian og Hornsleth?
“Det gjorde jeg ikke i mange år, men det er langsomt gået op for mig, at jeg har opbygget det her forbandede alter ego. I mange år var det mest en rolle, jeg spillede for at komme i medierne, provokere kultureliten og få middelklassen til at tisse i bukserne. Hornsleth-figuren var et kunstværk i sig selv. En parodi på, hvordan markedsmekanismer har overtaget kunstverdenen,” lyder det ærlige svar. Og så følger den nærmest faustiske indrømmelse:
“Men efterhånden blev jeg som en method actor fanget i rollen. For Hornsleth er også en del af mig selv - en side af mig selv. Efter at have arbejdet med bogen er det gået op for mig, hvor meget smerte denne rolle også tilfører mig. Hornsleth er min cash cow, men det forhindrer mig også i at blive taget alvorligt af alt fra mine børn til anmelderne.”
Sandelig flot med lidt selvindsigt, når man skal sælge en bog, vil nogen sige. En påstået personlighedsspaltning er jo bare endnu en gimmick for at få opmærksomhed. Jo, jo, men det er dog stadig en indrømmelse, kære kyniske læser.
På Villabyerne besluttede vi os derfor for et lidt utraditionelt interview. Vi tog vores egne fordomme og blandede dem med grove fornærmelser ud fra devisen, at de skarpeste server giver de skarpeste returneringer. Heldigvis var både Kristian og von Hornsleth med på ideen.
Jeg ringede til direktøren på et større dansk kunstmuseum og bad hende redegøre for dit vigtigste kunstværk. Efter et minut blev tavsheden for mærkelig, så jeg lagde på.
von Hornsleth: “Det bekræfter mig blot i, at kunstinstitutionerne har lige så lidt med kunst at gøre som ‘tro’ har at gøre med de kirkelige institutioner. Kunsten er, når det virkeligt er godt, et symptom for tidens store eksistentielle udfordringer. Disse institutioner tager aldrig chancer og spiller altid på det røvsyge, forudsigelige og allerede kanoniserede. Museerne og styrelserne er befolkede af forskræmte statsansatte kontornussere, der alle kun har en våd drøm, nemlig at blive øverste pave i Carslberg Fondet.”
Kristian: “Det er håbløst. Intet virker. Ingen gider se min kunst. Jeg må hellere snart søge den stilling som billedkunstlærer på den lokale skole. Huslejen nærmer sig. Jeg har familie og ansvar. Fuck, det er svært.
Nogle gange, når du sidder i din dyre sportsvogn og får øje på dig selv i bakspejlet, så tænker du, fuck, hvor er jeg egentlig shallow.
von Hornsleth: “Følelsen af at have ret i min kunstneriske odyssé er berusende. Jeg smelter sammen med læderet i stolen i min Porsche, mens jeg nærmer mig forståelsen og afkodningen af selve det at være menneske. Og hvad kan jeg gøre for, at Janteloven holder de småborgerlige hyggekunstnere nede i støvet? Hvis de blot troede på sig selv, ville vi alle have det lidt sjovere, og vi ville have en meget sjovere kunstscene i det her lille lorteland.”
Kristian: “Det kan ikke fortsætte. De afslører mig sgu snart. Ingen kan fake talent så længe som jeg. Hvad fanden gør jeg, når de opdager, at der absolut intet indhold er i min kunst?”
Du har sniffet så meget coke, at du er på julegave med adskillige pushere.
von Hornsleth: “Hvis der ikke havde været en mafia i USA, havde der aldrig været en jazzmusikscene. Der er en uhellig alliance mellem de kriminelle og avantgardekunstens musik, kunst og film - og ikke mindst videnskaben. I sagens natur er de alle nødt til operere uden for moralens stramme kommunale regler. Ellers ville de jo aldrig opdage noget nyt, for derefter at oplyse hamsterhjuls-menneskerne om mulighederne for at udvikle kulturen og demokratiet.”
Kristian: “De eneste der har råd til min kunst er narkohandlerne. Når jeg i mine værker ydmygt spiller på en kompliceret omvendt psykologi med ‘Fuck dit og dat’, må jeg leve med, at mine kriminelle venner køber værkerne for det pålydende nedgørende og provokerende. Man skal jo leve.”
I virkeligheden tørster du efter anerkendelse fra den kunstelite, du har så travlt med at nedgøre.
von Hornsleth: “Kunsteliten, hvad fanden er det egentlig? Du er din egen elite, der er kun en Kristian von Hornsleth. Hvis du ikke synes, at solen skinner ud af dit røvhul, så burde du sgu nok lave noget andet. Malerierne koster det, som de gør. Det er markedet, der bestemmer. Ligesom aktiekurser. Ikke et smålummert parnas af opsnakkeri.”
Kristian: “Eliten er fascinerende, og jeg må prøve at få Hornsleth-monsteret til at opføre sig bedre, men hvordan? Eliten er vigtig, særligt fordi den kan skaffe dig langt højere priser på dine værker, end det virkelige ægte marked kan.”
Hvis jeg siger selvoptaget, overfladisk, panikslagen og rejsende i varm luft – og du kun må bede computeren om at fjerne to af de forkerte svar, hvad gør du så?
von Hornsleth: “Overfladisk og panikslagen, det er ikke mig. Fuck det. Jeg er selvoptaget som blærerøvens motor i tomgang, og den kører på varm luft - ligesom filosofi, religion, sociologi, kunsthistorie, - det er selvet som taler, direkte fra treparts-dialogen mellem bevidstheden, sjælen og kroppen.”
Kristian: “Jeg er permanent panikslagen. Aldrig har jeg fem minutters fred fra angsten om ikke at slå til. Kan jeg facilitere Hornsleth-monsteret og ikke stå i vejen, har vi måske en chance for at skabe bare et enkelt ægte kunstværk, en dag!”
Dit liv havde været meget nemmere, hvis du bare havde slappet lidt mere af. Og tilladt dig selv at være det, du er: et helt almindeligt menneske.
von Hornsleth: “Almindelige mennesker? Herligt. De fylder godt i IKEA’s massegrave og McDonald’s’ industrielle forgiftning af vores børn og klima, men hvad fanden; jeg er lykkelig over, at der ikke er flere Hornsleth-tosser derude, så er der mere plads til mig. Og hvem andre end det almindelige menneske skulle ellers holde gang i forbruget og udplyndringen af Jordens sparsomme ressourcer?”
Kristian: “Åh, ja tak, giv mig Gud en pause, en lille ferie for dette vanvid.”
Din største frygt er, at du er blevet en parodi på det, du i sin tid satte dig for at tage tykt pis på.
von Hornsleth: “Min sjælefædre Oscar Wilde og Søren Kierkegaard og flere andre har anført, at man først er en succes, når man optræder, som jeg selv, i hånlige karikaturtegninger.“
Kristian: “Ak, den frygt har jeg for længst måttet æde i mig. Nu er det meget værre. Jeg må leve med skammen og samtidig lade som om, det ikke går mig på, det er ganske enkelt ulideligt.”
Du er rædselsslagen for at blive ældre, så du hænger ud på dine natklubber, selv om du i virkeligheden hellere vil se Netflix hjemme i sofaen.
von Hornsleth: “Kællinger, drinks og fest har ingen alder. Der er intet så skønt som en sønderskudt banegård, som du nok husker?”
Kristian: “Jeg er træt, træt af hele dette cirkus, der er ikke mere at bevise. I fik ret, og jeg har ikke engang fået fred.”
Du har ikke opgivet håbet om at ramme den lige i røven med et vigtigt kunstværk, der kan hænge på Statens Museum for Kunst.
von Hornsleth: : Staten museum for hvad? Luk nu røven. Nobody cares! Mine værker hænger i over to tusinde glade mennesker hjem i ind- og udland. Kunsten har givet mig en lang række menneskelige relationer og mange fascinerende oplevelser verden over. Tak Gud, hvis du ellers ikke også bare var et menneskeskabt fucking kunstværk.“
Kristian: “Jeg er sikker på, at hvis jeg blot møder op til alle ferniseringerne og hilser pænt og lytter tålmodigt på alle de vigtige kunstpersoners refleksioner, så vil jeg også selv en dag blive en af dem.”
Du gider ikke at provokere mere. Men du gider godt at tjene pengene.
von Hornsleth: “Så længe foden er på speederen, og verden vedbliver med at provokere mig, vil jeg lave værker, der spejler det vanvid, som I mennesker udsætter hinanden for. Jeg vil være her for jer, tage jeres penge for at underholde jer og hjælpe jer til at stemme på nogle politikere, der indfører et anstændigt liv for alle.”
Kristian: “Sorry, jeg kan ikke styre ham. I må tage over. Jeg skrider.”
’Mig, mig, mig - eller hvordan jeg forsøgte at redde verden’ af Kristian von Hornsleth - skrevet i samarbejde med Mikkel Boris - udkom 4. november på forlaget Alpha.
