Sikker cykelparkering ved stationen

Den grønne bøjle er sikkerhedslåsen, der låses med et chipkort, som rejsekortet, eller med telefonen. Man kan godt placere cyklen i stativet så forhjulet også bliver låst af bøjlen.

Bådet to- og trehjulede cykler er et yndet transportmiddel til en af de tre jernbanestationer i Roskilde Kommune, men det er ikke altid man er lige tryg ved at sætte sit pedaldrevne køretøj i cykelstativerne ved stationerne. Cykeltyve benytter ofte muligheden for at stjæle de dyreste cykler fra stativerne.

Nu har Roskilde Kommune indrettet overdækkede parkeringspladser til ladcykler ved Roskilde, Trekroner og Viby stationer. Samtidig er der kommet nogle cykelstativer, hvor man kan sikre sin dyre tohjulede cykel mod tyveri. En kraftig bøjle låser cyklen fast. Er den eldreven, er muligheden for at få ladet batteriet op på stedet i nogle specielle bokse, der er låst.

- Hvis man kommer langvejs fra til stationen, er det godt at have muligheden for at få ladet sin cykel op, fortalte borgmester Tomas Breddam, da de nye parkerings- og lademuligheder blev præsenteret ved Roskilde Station.

Borgmesteren havde medbragt en elcykel for at prøve lademulighed og sikkerhedslås. Begge dele låses med et chip-kort af frit valg. Det kan både være et rejsekort, et betalingskort eller et medarbejderkort. Man kan også hente en app til telefonen, der samtidig kommer til at give lidt flere muligheder i form af en forhåndsreservering af et at låsestativerne. Det er dog endnu ikke muligt.

- Vi har etableret de sikre stativer og ladcykelparkering for at give folk lyst til at cykle til og fra de tre stationer, sagde formanden for Plan- og Teknikudvalget Claus Larsen.

- Samtidig har vi gjort noget for at skabe gode muligheder for at parkere og fastlåse ladcykler sikkert.

- Efterhånden bliver det svært at finde en undskyldning for at undgå at tage cyklen til toget.

Flere muligheder

Ved Roskilde og Viby stationer er kommunens tilbud om en sikker parkering en supplering til DSBs aflåste cykelparkering. I Trekroner tilbyder Roskilde Kommune også muligheden for at sætte cyklen i et aflåst cykelskur.

De nye cykelparkeringsmuligheder er gratis at bruge. Når det gælder ladcykelparkeringen, skal man selv medbringe låse.

I første omgang er der etableret 26 sikre cykelstativer i alt ved de tre stationer. De samlede omkostninger ved indretningen af de nye cykelparkerings muligheder ved de tre stationer er lige under en million kroner.

Cyklen bliver stående

De sikre cykelstativer er leveret af Bikeep Danmark.

- Man kan være ret sikker på at ens cykel står der, når man kommer tilbage, fortæller Jens Peter Hansen fra firmaet.

- Der er 1.250 stativer sat op og der har kun været et tilfælde af tyveri af en cykel. Bøjlen er kraftig, og den er ikke lige til at skære op med en lille vinkelsliber, og hvis man forsøger sig, skal den skæres op to steder før en cyklen er fri.

- Begynder man at skære, så går der samtidig en alarm i gang.

Bikeep er en estisk virksomhed. Der er 1.000 stativer sat op i Tallin og 250 i alt i Danmark.

Den nye sikre cykelparkering ved Roskilde Station er på Ny Østergade.

Foto: Jan Partoft
Foto: Jan Partoft
Foto: Jan Partoft
Foto: Jan Partoft