Ifølge to nye undersøgelser fra patientforeningen Hjernesagen opdagede næsten halvdelen af patienterne, at de havde hjerteflimmer, for sent, da de fik en blodprop, skriver metroxpress.
Syv ud af ti med hjerteflimmer kendte ikke symptomerne, godt hver tredje tilskrev deres første symptomer stress, og hver femte talte ikke med lægen om deres symptomer.
De røde advarselslamper består ifølge overlæge Dorte Damgaard, Dansk Stroke Center, Aarhus Universitetshospital, af hurtig og uregelmæssig puls, uro eller smerter i brystet, svimmelhed og træthed, som alt sammen kan være symptom på hjerteflimmer, der stærkt øger risikoen for en blodprop i hjernen.
»Mange gange opdages hjerteflimmeren først, når patienterne indlægges med en alvorlig blodprop i hjernen og risikerer at dø eller at få svære hjerneskader, så den manglende viden om hjerteflimmer er alarmerende.«
Hos Hjernesagen er man enig i, at danskernes uvidenhed er et stort problem, og direktør Lise Beha Erichsen mener, at det offentlige bør iværksætte en oplysningskampagne, der skal få danskere til at mærke efter, om pulsen er hurtig og uregelmæssig.
Blandt andet fordi sundhedsvæsenet bruger 2,7 milliarder kroner om året på behandling af blodpropper i hjernen:
»Vi arbejder til daglig med oplysning. Men der skal mere til for at råbe alle op. Får man en blodprop i hjernen, bliver man ikke rask som efter mange andre sygdomme. Man må ofte indstille sig på et liv med talebesvær, lammelser, synshandicap og hukommelsesproblemer,« siger hun.
