Autister får egen HF-klasse

Selvom intelligensen ikke fejler noget, så sætter tankerne en blokade op for at kunne fuldføre en ungdomsuddannelse. Sådan er hverdagen for mange autister eller psykisk sårbare unge, som derfor nu kan se frem til at få sin egen HF-klasse i Nordsjælland, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Efter sommerferien starter HF&VUC Nordsjælland en klasse op med plads til 18 elever. Tidligere har de unge været nødsaget til at tage turen ind til København for at få samme mulighed.

- Mange kan ikke tåle den lange transportvej. Jeg kender mange, der er droppet ud på den konto, siger Rikke Simonsen, der er med i bestyrelsen for Landsforeningen Autisme i Egedal.

Hun har selv tre drenge med autisme, hvor den ældste er 16 år, og ser derfor frem til det nye tilbud i Hillerød.

- Han skal lige i 10. klasse først, men han klarer sig fremragende, så det ville være ærgerligt, hvis han ikke skulle få samme muligheder som andre, siger hun.

Uddannelsen er skabt i samarbejde mellem HF&VUC Nordsjælland og skolen Sputnik STU i Hillerød, der har en lang erfaring i at arbejde med den type elever. De nye HF-elever får tilknyttet faste mentorer og støttepersoner. For at gøre det mere overskueligt er fagene bredt ud over tre år i stedet for normalt to år for en HF-uddannelse.

Ruth Kornbo Kirkegaard, rektor for HF&VUC Nordsjælland, glæder sig til at få de nye elever på skolen, og hun tror, at der vil være rift om pladserne.

- Jeg tror, at vi får flere ansøgere inden sommerferien, end de 18 vi har plads til, siger hun til Frederiksborg Amts Avis.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...