203 alarmer i 2022 - og mange nye opgaver

Et enkelt glas champagne blev det til under nytårsparolen for Lejre Brandvæsen. Og Ove Svendsen, der ses til venstre, fortjener det virkelig - han fik overrakt hæderstegn efter 25 års tro tjeneste i brandvæsenet. Foto: Agnete Vistar

Et enkelt glas champagne blev det til under nytårsparolen for Lejre Brandvæsen. Og Ove Svendsen, der ses til venstre, fortjener det virkelig - han fik overrakt hæderstegn efter 25 års tro tjeneste i brandvæsenet. Foto: Agnete Vistar

203 alarmer har brandfolkene i Lejre Brandvæsen modtaget i 2022. Og det dækker alt fra små opgaver til de helt store - og af vidt forskellig art.

Der var den overtændte hestestald ved Holtensminde, hvor det ikke var muligt at få alle hestene ud. Den store brand i de sammenbyggede pavilloner på 400 kvadratmeter ved Darup; branden i Fakta i Lejre by, hvor hele butikken blev røg- og sodskadet.

En personpåkørsel 500 meter fra Hvalsø station. Et overtændt hus, hvor beboer og hund heldigvis var reddet ud ved ankomst. Og to gange blev redningsbåden indsat for at redde nødstedte.

Så var der stormen Malik i slutningen af januar 2022, hvor brandfolk fyldte 60 ton sandsække sammen med beboere.

Lørdag blev brandvæsenets nytårsparole holdt i det store lokale hos brandstationen i Hvalsø, og beredskabschef Frank Praefke, der har stået i spidsen for Lejres eget brandvæsen i lidt over et år fortalte også om de mindste opgaver:

Et udkald i juli til en dreng, hvis ene fod sad fast i en parasolfod. Og en mindre brand i skovbunden i Bidstrupskovene, hvor branden blev slukket med otte spande vand fra Avnsøen.

- Det glæder mig meget, at I sparer på drikkevandet som slukningsmiddel, når det er muligt! sagde Frank Praefke til megen moro i salen.

Ud over Tour de France kom Frank Praefke ind på krigen i Ukraine, som har medført en del aktivitet med hensyn til gennemgang og finpudsning af planer og procedurer.

- Vi har haft og har stadig en del mødeaktivitet på mange niveauer og med mange instanser. Jeg har oplevet, at det verdensbillede, og ikke mindst den tilgang, jeg selv har qva mine mange år indenfor redningsbranchen, til tider bliver udfordret, sagde han.

- Det har været og er stadigt spændende og lærerigt, når forskellige kulturer og verdensbilleder skal løse en fælles opgave. Her tænker jeg for eksempel på udarbejdelse af actioncard (handleplan, red.), der skal sikre fortsat drift af kritiske funktioner i Lejre.

- Vi laver ikke handleplaner og procedurer, fordi vi tror, at den enkelte medarbejder ikke selv kan tænke eller handle - vi gør det, fordi der ikke er tid til de store tanker, når først “ballonen går op”. Og det kan være farligt bare at improvisere i vores branche, fastslog Frank Praefke.

Hjemtagningen af brandvæsenet

Beredskabschefen kom ind på, at hjemtagningen af Lejre Brandvæsen fra VSBV var en større og anderledes opgave end først antaget. der er kommet nye regler for arbejdstilsyn, øget behov for uddannelse og materiel. Verden udvikler sig i branchen med en hastighed, som ikke er set i mange år.

For eksempel blev beskyttelsesrum og sikringsrum lagt i mølposen for mange år siden. det har brandfolkene også brugt tid på i år.Nye biler og elbusser med nye typer brande skal brandfolkene sætte sig ind i. Og elektrificeringen af togene.

Lejre Brandvæsen er på vej til at blive særdeles godt rustet til de mange kommende opgaver. Frank Praefke håber, at indsatslederne får nye rullende kontorer i fjerde kvartal, hvor to nye køretøjer skal erstatte de to gamle. Bilerne bliver indrettet med mulighed for livestreaming fra skadestedet til vagtcentralen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...