Det ville være forkert at sige, at Pernille Klarskov Pedersen er taget vejen fra Frederiksværk Gymnasium til et af de mest velrespekterede universiteter i USA med lysets hast. Dertil er det for mange år siden, at den i dag 30-årige forsker fik sin studentereksamen. Men lys har spillet en afgørende rolle for, at hun i dag har en »strålende« forskerkarriere.

- Jeg var ikke superstudent. Der var mange, som havde højere karakterer end mig, og jeg var ikke god til eksaminer. Jeg havde nok regnet med, at jeg skulle ud og arbejde efter gymnasiet, siger Pernille Klarskov Pedersen.

Frederiksborg Amts Avis har sat forskeren stævne foran hendes gamle gymnasium og i laboratoriet på DTU Fotonik, mens hun er hjemme på juleferie hos forældrene, der stadig bor i Frederiksværk.

I 2005 læste hun som eneste elev på gymnasiet højniveaufag i kemi, fysik og matematik. Ikke fordi hun var en stræber - med egne ord - men fordi, det interesserede hende. Og interessen blev skærpet.

- Jeg havde en rigtig god fysiklærer, som jeg tit sender en tanke. Jeg tror, at hans undervisning og motivation har betydet meget for, hvor jeg er i dag. Når du er 16-17 år og fanget af noget, som du gerne vil forfølge, er det dejligt at blive bakket op. Og det var de gode til på gymnasiet. Også selv om man ikke var en superstudent i alle fag.

- Og man behøver ikke være 12-tals elev for at blive forsker. Det er vigtigere at turde stille spørgsmål til tingene og engagere sig.

Pernilles baggrund og vej mod forskerkarrieren er ikke, som akademikere er flest. Forældrene er arbejdere. Faderen var mekaniker og er nu togchauffør, og moderen var pædagog, indtil hun gik på pension. Pernille valgte i stedet - som sin søster - at søge ind på gymnasiet, og det lå ikke i kortene, at studierne skulle fortsætte med universitet, ph.d og forskerkarriere. Men det gjorde den.

Studentereksamen blev skiftet ud med »hardcore fysikstudier« på Københavns Universitet.

- Jeg havde en idé om, at jeg skulle være teoretiker. I dag er jeg i den grad praktiker, og det var virkelig et fejlcast, griner Pernille.

Et kursus i optik og lasere blev ganske uventet sporskiftet til DTUs Fotonik-institut, hvor hun har læst sin kandidatgrad og fik sin ph.d.

- Jeg anede ikke, hvad terahertz-lys var, inden jeg startede på DTU. Men jeg blev fanget af forskningsfeltet, og det er ikke altid dårligt at skifte kurs. Gå efter, hvad der interesserer dig i stedet, lyder opfordringen.

I dag er hendes hverdag en stor kontrast til det lille gymnasium i hjembyen. Brown University i Providence, Rhode Island er i den såkaldt Ivy League over prestigefulde og akademisk højtrangerede universiteter. Modsat de danske, statsfinansierede institutioner er de amerikanske universiteter private foretagender, hvor et ophold ligger i den - meget - dyre ende.

- Der er en kæmpe stolthed forbundet med at gå der. Det er helt tydeligt at mærke. For mig var det en kæmpe chance at komme dertil, siger Pernille Klarskov Pedersen.

Terahertz er et lille forskningsfelt, hvor alle kender alle. Konferencer og kurser er derfor nærmest en slags fætter/kusine-fester i følge Pernille. Det har kastet flere gode bekendtskaber af sig, og et af dem åbnede pludselig døren for en ny mulighed. En professor, som Pernille har kendt siden hun i 2012 startede på sin ph.d, headhuntede hende til et job.

- I 2012 sagde han: »kom og arbejd hos mig, når du er færdig«. Pludselig flaskede det sig, så han skulle starte et laboratorium op på Brown og havde brug for folk med erfaring, siger Pernille.

På Brown University er hun en del af professorens forskergruppe, men har samtidig sit eget projekt.

- Man kan tage to vinkler på det. Der er enten den kommercielle, hvor man kan vinkle sin forskning, så det hjælper en virksomhed med at udvikle en platform. Den anden vej er at vinkle på forskningen. Det er jeg mest interesseret i lige nu.

Hun kalder lidt i sjov sig selv og kollegaerne for »laser-fysikere«. I mere seriøse tilfælde bruger hun »optikere« - lige indtil hun får en bemærkning om, at det lyder som folk, der laver briller.

- Jeg har faktisk en gang været i studiejob hos NytSyn. Længe før jeg fik interesse for det her. Nu tænker jeg nogen gange, om jeg er James Bond eller forsker. Jeg arbejder med laser og rejser rundt i hele verden, griner hun.

Men grinet bliver sat på prøve, da hun skal forklare, hvad hendes forskning egentlig går ud på.

- Terahertz-lys er typisk mest kendt for at blive brugt i kropsscannere i lufthavnen, hvor det er nyttigt, at det kan gå i gennem tøj, papir og papir. Det kan også bruges til at bestemme forskellige kemikalier. De vibrerer på forskellige måder, og ved at sende lyset igennem, kan man måle, hvilke kemikalier der er tale om, forklarer Pernille.

Hun har valgt at kigge på terahertz i et helt nyt lys. Eller perspektiv om man vil. Ordet lys skal bruges påpasseligt, når man lever af at studere det.

Forskningen kræver laboratorier i verdensklasse, hvor al form for elektronisk, akustisk og optisk støj må elimineres, samtidig med at ultrastabile lasere og ultrafølsomme detektorer bliver brugt.

Kernen i projektet er at sende terahertz-lyskilder på et kredsløb og måle, om kredsløbet er el-ledende. Bevares, tænker du. Det kan man da i forvejen ved at sætte forskellige instrumenter til kredsløbet. Den fremgangsmåde er dog ganske ubrugelig, når man arbejder med størrelsesforhold i nanometer - en milliardtedel meter.

- Det vil være af stor teknologisk betydning at være i stand til at kunne teste og optimere integrerede kredsløb i nutidens og fremtidens nanochips, siger Pernille Klarskov Pedersen.

Ved hjælp af terahertz-lyset kan hun fremmane et billede af kredsløbet, men hun har haft problemer med opløsningen. Resultatet har været som at se et sløret billede på en iPhone, men det er nu løst.

- Det er de fysiske regler, som spiller ind og sætter begrænsninger. Men vi fandt på et trick med en nål på 15 nanometer. Lyset kan godt lide at sætte sig på nålen, så ved at scanne med den sat ned i kredsløbet, får vi et godt billede, siger hun med en begejstring, som kun en forsker på feltet kan mønstre.

Efter halvandet år i USA kæmper hun for ikke at tillægge sig accent som en »Hollywood-frue«.

- Det kom lidt bag på mig, men jeg havde tillagt mig en lidt pinlig accent. Jeg forsøger ellers at se dansk fjernsyn og er en del af et danskernetværk i Boston med danske kollegaer fra blandt andet Harvard og MIT.

Til trods for udsigten til en fjollet accent, er planerne at blive i USA i halvandet år mere. Gerne længere. De danske forhold lokker ikke.

- Det var oprindeligt min plan at komme tilbage og bidrage i Danmark, men midlerne til forskning herhjemme er så begrænsede. Du skal ud, hvis du vil noget med din forskning. Der er ikke nok job og ikke nok midler herhjemme, siger Pernille Klarskov Pedersen.

Den første tur til udlandet fik hun i 2014, da tildelingen af Eliteforsk-rejselegat muliggjorde et forskningsophold ved Institute of Optics ved University of Rochester, USA.

Siden fulgte et af Det Fri Forskningsråd postdoc stipendier i 2015. Det dækker omkostningerne til hendes nuværende projekt - rejser, løn, osv. - og muliggør opholdet i USA.

De bedste af postdoc stipendierne får desuden et forskertalent-legat. Det fik Pernille i 2015. Penge herfra øremærkes en del af projektet, og Pernille skal et smut til Universität Regensburg, hvor hun skal arbejde med et team, som sidste år demonstrerede terahertz nano-spektroskopi som de første i Verden.

Men hun blev en af de sidste til at få den chance.

- Jeg nåede lige at få pengene, så blev kassen lukket for de næste postdocs. Det er superærgerligt og betyder, at andre - for eksempel elever fra Frederiksværk Gymnasium - ikke får samme mulighed som mig.

- Der er hårde odds, som forsker i Danmark. Forskningsrådet vil gerne have, at forskerer, der får støtte, kommer tilbage, men i disse tider er rådet til folk, at de skal søge til udlandet.