En af Storgades mest markante bygninger, Hotel Postgården, er sat til salg.
Tommy Dam og Pia Marek købte ejendommen for tre år siden med det formål selv at stå for driften af stedet.
Men for knap et år siden satte helbredet en stopper for det:
- Jeg kunne ikke holde til at være restauratør. Jeg er jo også lige rundet et skarpt hjørne. Og derfor vil jeg gerne i gang med at afvikle vores ting, siger Tommy Dam.
Ejendommen, der kan føre sin historie tilbage til 1767, kan købes for syv mio. kr.
For det får man udover selve hotelbygningen med restaurant og 23 værelser, et sidehus, et enfamilieshus på 124 kvm samt en parkeringsplads.
Det samlede grundareal er 3414 kvm, og byggeretten er på op til 2600 kvm. - og dermed ikke fuldt udnyttet endnu.
Tommy Dam er indstillet på at sælge ejendommen i to bidder. Hotelkomplekset for sig og familieboligen og parkeringspladsen for sig.
- P-pladsen kan f.eks. bruges som byggegrund, siger Tommy Dam.
Hotel Postgården har tidligere været en fredet bygning, men fredningen blev ophævet i 2004, og i dag er ejendommen kun kategoriseret som bevaringsværdig.
Det betyder i store træk, at det kun er facaden, der kan stilles visse krav til.
Indvendigt i bygningen er der mere frit slag.
- Det er et krav, at der i stueetagen skal drives restauration, men på 1. og 2. salen kunne der f.eks. godt indrettes lejligheder, siger Tommy Dam.
