Coach: Folk håbede, julen ville få stressen til at forsvinde

Michaell Winkler, coach og indehaver af LifeConsulting, estimerer, at omkring 70 procent af henvendelserne efter jul og nytår er stressrelaterede.

"De henvendelser, jeg fået de seneste dage, har drejet sig om folk, der har følt sig stressede i længere tid. De håbede, at stressen ville gå over i løbet af julen, men har oplevet, at signalerne tværtimod er blevet mere tydelige, fordi de har haft tid til at mærke efter", fortæller Michaell Winkler, coach med speciale i stress, selvværd og personlig udvikling samt indehaver af det roskildebaserede LifeConsulting.

Indre pres

Og Michaell Winkler er vant til at hjælpe stressramte i alle aldre og med alle grader af sygdommen. Lige fra det arbejdende folk i deres bedste alder, der føler sig overbebyrdet på arbejdet til de yngste teenagere. Siden Winkler startede sit firma i 2012, er netop de unge begyndt at fylde mere i coachens lokaler på Vindingevej.

"Det kan skyldes et pres fra skolen, forældrene og samfundet generelt, men ofte er det faktisk et indre pres, som de unge lægger på sig selv, der ender med at give dem problemer", fortæller han.

Skiftede spor

Og Michaell Winkler ved, hvad han taler om, for han har selv prøvet at have stress tæt inde på livet. Det fik ham til at skifte karriere fra indehaver af en mellemstor håndværkervirksomhed til et arbejde med større fokus på den direkte kontakt til mennesker. Ønsket om at skifte spor professionelt som privat er også et gennemgående tema hos hans kunder.

"Jeg ser mange i løbet af hele året, der ønsker at få en bedre balance i deres liv, uden at det behøver involvere stress. Det kan eksempelvis være et ønske om at skifte arbejdsplads, ligesom jeg selv oplevede, eller prioritere anderledes i deres sociale liv. Og nogle gange er de heller ikke fuldt bevidste om, hvad der forårsager utilfredsheden, når de begynder i et forløb hos mig", siger han.

Michaell Winkler har prøvet stressen på egen krop. I dag forsøger han at hjælpe mennesker af med de problematikker, han selv har haft tæt inde på livet.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...