8. klasse på Solrød Skole i 1968. Marianne Larsens familie boede på en gård i Jersie Landsby, og naboens datter Karin, der var et år ældre, havde anbefalet Marianne til sit sommerferiejob.
Det foregik hos Lise Nørgaards forældre, der havde sommerhus i Solrød, som beskrevet i avisen forleden.
- Hos fru Harry A. Jensen. Det blev sagt fuldstændig ligesom i Matador, som Marianne Larsen fortæller.
Harry A Jensen dækker over Lise Nørgaards faders navn, Harry Alexander Jensen. Moderen hed Olga Sofie Tønder, og referencen, som Marianne Larsen laver til Matador, vil sandsynligvis lyde bekendt for nogle – der er tale om ”Fru Fernando Møhge”, som er en af karaktererne i den ikoniske Matador-serie, som spilles af Karen Berg.
Gøre hverdagen lettere
Jobbet som stuepige i sommerhuset i Solrød bestod af forskellige opgaver som at rede senge, stryge lommetørklæder, skrælle kartofler og gå til købmanden – hverdagsgøremål, som Marianne Larsen klarede for familien.
- Og jeg husker, at fru Harry A. Jensen havde ringet ned til købmanden og meget udtrykkeligt sagt, at kærnemælken for guds skyld skulle være frisk, siger hun.
Marianne Larsen husker også, at Lise Nørgaard kom på besøg med sine to tvillingedøtre og to puddelhunde senere i løbet af sommeren 1968, som hun generelt husker som god.
- Vi var jo mange, der gik i skole sammen og mødtes ved stranden hver dag over sommeren og legede. Lige meget om det var sol eller regn. Jobbet var tre timer om dagen, så det var jo også godt på den måde, at man var sikker på at komme op og mødes med de andre, siger hun.
Fru Fernando Møhges egentlige fornavn blev aldrig afsløret i nogle af Matador-afsnittene. I 2006 sagde Lise Nørgaard til Ekstra Bladet, at ”Hun tog navnet med i graven, men jeg har en anelse om, at det var Wilhelmine Edvarda”. Lise Nørgaard nåede imidlertid aldrig at afsløre Hr. Steins fornavn.

