86-årige Poul Fejer Christensen fra Sørbymagle henvendte sig for nyligt til Sjællandske, fordi han er træt af, at alt for mange bilister kører forkert og farligt gennem den store, to-sporede rundkørsel mellem Slagelse og Sørbymagle.
- Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg er endt i en farlig situation, fordi folk kører forkert i den store rundkørsel på vej til Sørbymagle. Der er næsten ingen, der bruger indersporet, mange overhaler indenom, respekterer ikke afmærkningerne på vejen, kører direkte igennem rundkørslen eller kører med meget høj fart, siger Poul Fejer Christiansen.
- Rundkørslen er jo blevet skabt for at lette trafikken - ikke for at gøre den farligere, siger han.
Kørelærer Per Egekjær fra Egekjærs Trafikskole vil hellere end gerne være med til at skabe mere klarhed om reglerne for kørsel i de to-sporede rundkørsler.
- Alt for mange kender ikke reglerne. Når man først har taget kørekort, er det de færreste, der holder sig ajour med reglerne - og de ændre sig altså relativt tit. Da jeg selv tog kørekort tilbage i 1971 var der for eksempel højre vigepligt i rundkørsler - det er der bestemt ikke længere, forklarer Per Egekjær, som også siger, at det i dag er alle bilisters eget ansvar både at huske eksisterende regler og holde sig opdateret på ændringer.
Herpå forklarer kørelæreren de gældende regler for kørsel i to-sporede rundkørsler som de er beskrevet i færdselsloven:
- Hvis man skal ud af den første vej, skal man placere sig i den yderste, højre bane. Hvis man skal af i rundkørslens anden afkørsel, må man selv vælge, om man vil placere sig i den yderste eller inderste bane. Vælger man at lægge sig i den inderste bane, skal man skifte til den yderste, når man er ud for første afkørsel, forklarer Per Egekjær.
- Hvis man så skal ud af den tredje afkørsel - som for eksempel når man kører fra Slagelse mod Næstved og Sørbymagle - skal man placere sig i den inderste, venstre bane i rundkørslen. Når man er ud for anden afkørsel skal man orientere sig og skifte til højre bane for så at køre ud af rundkørslen, siger kørelæreren. Den samme regel gælder, hvis der er flere end tre afkørsler.
- Det er i øvrigt den person, som kører i inderbanen - i venstre spor - som skal holde tilbage for biler i ydersporet, når man skal ud af rundkørslen igen, forklarer Per Egekjær. Han forklarer desuden, at »alternativ« kørsel til disse regler for eksempel bliver straffet med en dumpet køreprøve.