Hun er 55 år - han er 41 år. De aner stort set intet om hinanden, men en gang om ugen mødes de og danser røven ud af bukser og kjole i en sensuel cha cha cha eller i en svedig jive.
Det giver dem god kondition, men først og fremmest et forrygende humør og masser af glæde.
- Da jeg fik en kæreste, sagde jeg som noget af det første til hende, at »Helle er min dansepartner, og det bliver hun ved med at være«. Sådan er det bare, siger Martin Kidholm, der bor i Slagelse, men danser i Sorø med Helle Kjær.
Hun har til gengæld ikke nogen kæreste, men når hun får det, vil beskeden til ham lyde omtrent på samme måde, konstaterer Helle Kjær.
Både Martin Kidholm og Helle Kjær har danset standard og latin med deres tidligere livspartnere.
Og de har begge gået og drømt om at komme i gang med at danse igen. Der er bare lige det der med at finde den helt perfekte, nye dansepartner. Det er faktisk ikke så let.
Lasse Lee, der er danseinstruktør med egen danseskole i Sorø, fik smeltet de to sammen for halvandet år siden.
- Det er jo altid et sats, når man parrer to mennesker, der ikke kender hinanden. Men jeg syntes, de passede godt sammen i statur og højde, og jeg mente, at de ville have en god indflydelse på hinanden, smiler Lasse Lee.
Når der er privat, åben danseturnering i Køge den 8. januar, er Helle Kjær og Martin Kidholm debutanter.
De stiller op i senior-rekrutterings-rækken og skal dyste i engelsk vals, quick-step, cha-cha-cha og jive med seks andre par.
Også danseparrets danseinstruktør Lasse Lee stiller op i danseturneringen.
Det skriver DAGBLADET Ringsted og Sjællandske.