Som den første af tre nye kædebutikker i Egedal Storbutikker ud til Frederikssundsvej i Ølstykke åbner Jysk fredag den 27. januar klokken 9 sin nye butik. Det skriver Frederiksbort Amts Avis.
Dermed får Jysk en halv gang så meget plads som i sin nuværende butik på Støberivej 6 i Stenløse. Den »gamle« butik vil være åben til og med søndag den 22. januar, oplyser Rune Pedersen, der er kommunikationsdirektør hos Jysk.
Det større salgsareal vil Jysk dels bruge til at vise lidt mere af varesortimentet, end der var plads til i den gamle, men også til at give kunderne mere plads at færdes på.
- Det handler om at gøre det til en endnu bedre oplevelse at handle i Jysk, siger han.
Udover Jysk åbner også Jem&Fix samt T. Hansen nye butikker i Egedal Storbutikker på hjørnet af Frederikssundsvej og Ring Syd, og Jysk ser frem til at få naboer til sin nye butik.
- Det giver altid noget, at der ligger flere butikker sammen, så kunderne kan parkere og gå flere steder hen, begrunder Rune Pedersen.
