Kært barn har mange navne, lyder ordsproget - og nu har s-togslinjen til og fra Hillerød igen skiftet navn den 10. december.
S-togslinjen, som før hed Linje E, har nu skiftet navn til Linje A. Det har den også før heddet i en periode før januar 2017, hvor den igen kom til at hedde Linje E.
Den nye Linje A kører mellem Hillerød og Hundige/Solrød Strand, og fra foråret 2019 standser Linje A ikke længere i Jægersborg. Det ekstra stop blev indført for et par år siden, fordi s-togene her skulle skifte mellem det nye og det gamle signalsystem.
På DSB's hjemmeside oplyser de desuden, at et større sporarbejde i en længere periode vil betyde togskifte på Lyngby Station. "Mere information kommer," skriver DSB.
