Kom i gang med træning under kyndig vejledning

Johnny Andreasen og Preben Leonhardt, Fysikken, er klar til et nyt år og et nyt hold “Kom i dit livs form”. Foto: Bodil Pinholt

Johnny Andreasen og Preben Leonhardt, Fysikken, er klar til et nyt år og et nyt hold “Kom i dit livs form”. Foto: Bodil Pinholt

Nu er der chance for at komme i sit livs form, idet Fysikken på Fuglebakken 1 i Ringsted tilbyder et tre måneders forløb “Kom i dit livs form”, som begynder her i januar.

Der holdes opstartsmøde lørdag 7. januar klokken 10.30 i Fysikken, hvor der bliver informeret om forløbet, og her kan man også tilmelde sig.

“Kom i dit livs form” henvender sig til dem, der gerne vil finde glæden ved at træne, uanset om man har trænet før eller ej. Den henvender sig også til folk, der ønsker en varig livsstilsændring.

- Vi vil gerne af med kure. Det holder ikke. Det er noget med at ændre livsstil, og det vigtigste er at ændre sit liv over tid, siger indehaver Johnny Andreasen, Fysikken.

Hvis man træner tre gange om ugen i de 12 uger forløbet strækker sig over, så bliver man 30 procent stærkere, hvis man ellers går en lille smule til den, oplyser Johnny Andreasen.

Efter det tre måneders forløb er det en god idé at fortsætte med at træne for at holde formen ved lige, for ellers forsvinder den vundne styrke hurtigt igen.

- Vores drømmescenarie er, at folk holder sig i gang. Den bedste træning er den, man får lavet, siger Preben Leonhardt, som er coach på holdet.

De grundlæggende fire knapper, vi selv kan trykke på i forhold til velbefindende det er træning, kost, søvn og den mentale kobling.

Varieret træning

Jo ældre man bliver, jo vigtigere er det med varieret træning. Det får man her, og der er fokus på styrke, balance, bevægelse og at smertedæmpe. Når der trænes så bredt, så er der noget, der passer hver enkelt.

Træningen begynder mandag den 9. januar. For at se, hvor meget træningen rykker, bliver der lavet en test i begyndelsen og slutningen af forløbet.

- Det er rart at blive testet til sidst og få ros. Det giver selvtillid, siger Johnny Anderasen.

- Dem, der træner tre gange om ugen, der har det en effekt. Der er dem, der siger “Jeg er blevet glad og fået mere selvtillid”, siger Preben Leonhardt.

Deltagerne bliver vejen på en Tanita vægt, hvor fedtprocent, muskelmasse, fedt omkring de indre organer og den kropslige alder bliver målt. Det sker både før og efter forløbet.

Der bliver også holdt et miniforløb om de mentale processer og det fysiske, der sker, når man træner. Undervejs er der også støtte fra kostvejleder og mental coach.

Stor erfaring

Fysikken har stor erfaring i et sådant træningsforløb, som centret har kørt siden 2012. Hen ad vejen er det blevet justeret lidt.

- Det er typisk folk mellem 30 og 60 år, der melder sig til holdet. Nogle har noget, det bøvler med fysisk. Her er det fysioterapeuter, der taget hånd om dem, siger Johnny Andreasen.

- Vi har et koncept, der virker, siger Preben Leonhardt.

Træningsforløbet individualiseres, hvis der er skal tages hensyn til en tidligere skade eller en problematik.

Træningen foregår på hold, og der er 20 pladser. Når forløbet slutter efter de tre måneder, så får deltagerne mulighed for en ekstra måneds træning i Fysikken.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...