Flere vogne på gaden og lidt ekstra i lønningsposen til de taxichauffører, der arbejder juleaften og nytårssaften.
Det er baggrunden for, at Dantaxi 4x48 i Slagelse, og i øvrigt også i hele Region Sjælland og Region Hovedstaden, indfører en takst på særlige dage (jul og nytår).
Men prisen skal være til at betale for kunderne, påpeger vognmand Kim Sørensen fra Dantaxi 4x48 Slagelse.
- Vi er blevet kontaktet af flere af vores faste kunder, der med bekymring har læst i aviserne om meget høje takster på taxierne til jul og nytår. Jeg kan heldigvis mane til besindighed. Dantaxi 4x48's takster på de såkaldt særlige dage ligger langt fra det niveau, nogle taxiselskaber har annonceret med. Vi kører kun med forhøjet takst i to gange 14 timer, og ikke i de fem døgn taxiloven giver os mulighed for, siger Kim Sørensen i en udsendt meddelelse.
Her siger han videre, at man har indført takster på særlige dage for at sikre så mange vogne på gaden som muligt, ved at chaufføren får lidt ekstra i lønningsposen som gulerod for at køre de dage, næsten alle andre holder fri.
I følge den ny taxilov har taxi-selskaberne mulighed for at indføre en forhøjet takst på fem særlige dage med en starttakst på helt op til 135 kroner.
Dantaxi 4×48 har valgt et startgebyr på 49 kroner, der gælder i tidsrummet fra den 24. december klokken 16 til den 25. december klokken 06.
Og igen fra den 31. december klokken 16 til den 1. januar klokken 06.
Taksten pr. kilometer er sat til 20 kroner og taksten pr. minut til 8,33 kroner.
