Et stykke moderne industri-historie er slut. Reersø Radio, som under betydelig lokal modstand blev etableret på halvøen i 1961, fordi modtageforholdene på Lyngdy Radio var blevet for dårlige, er pillet ned og væk.
TDC har ved udløbet af den 10-årige periode, hvor selskabet lejede arealet på Reersø af EjendomsSelskabet Norden ATPFA, fjernet hver en mast, hver en antenne.
Og så er det store spørgsmål. Hvad skal der så ske på de 1,4 millioner kvadratmeter?
- Det vil vi også gerne vide. Men det er der slet ikke taget stilling til, siger en medarbejder i EjendomsSelskabet Norden ATPFA. Han ønsker ikke sit navn frem, men henviser til selskabets direktør, Peter Andreasen.
Men det er et faktum, at ingen, heller ikke i ejendomsselskabets ledelse, har afklaret, hvad der skal ske med de 140 ha, som selskabet overtog af TDC for 10 år siden.
Reersø-området, der er Nordens største områdebesiddelse, dyrkes i dag af en lokal landmand.
- Man kan sagtens forestille sig, at det vil fortsætte således. Men om det senere kan blive omgjort af planer for byggeri af sommerboliger eller anden form for lokaludvikling, kan vi ikke sige noget konkret om. Der er slet ikke taget stilling til noget konkret, tilføjer medarbejderen.
Vagn Guldborg, formand for Reersø Lokalråd, ser »meget gerne«, at det store område forbliver landbrugsjord.
Læs mere i Nordvestnyt Kalundborg.