50 år med supermarked på Fredskovhellet

Det er i i disse dage 50 år siden, at Erik Petersen åbnede det første supermarked på Fredskovhellet 1A

Det er i i disse dage 50 år siden, at Erik Petersen åbnede det første supermarked på Fredskovhellet 1A

Først hed det Favør, så skiftede det navn til Prima og SuperBest, og i dag hedder det MENY.

Det hele startede torsdag den 21. november 1968, da købmand Erik Petersen slog dørene op til et helt nybygget supermarked på Fredskovhellet 1A - i øvrigt det første supermarked i kvarteret, der i de år oplevede lidt af en befolkningstilvækst.

Bygningen var beklædt med orange neonskilte, der gik rundt om det meste af bygningen med store, blå bogstaver på, hvor der stor Favør og supermarked. I dag - 50 år efter - står der MENY på facadeskiltene, og det er købmand Anette Thorslund, der styrer slagets gang. Det har hun gjort siden juni 2013, hvor hun kom til Hillerød fra et supermarked på Amager.

"Jeg kom fra en stilling som købmand på Amager, hvor der er et helt andet miljø. Og det har jeg virkelig kunnet mærke, og jeg har ikke fortrudt på noget tidspunktet," siger Anette Thorslund til Hillerød Posten, der er taget på besøg i det lokale supermarked.

"Vi har nogle meget politisk korrekte kunder, der godt ved, hvad de vil putte i munden. De fleste vil selvfølgelig også godt have varerne til en god pris, men jeg kan mærke, at der bliver tænkt lidt mere over tingene, når man handler, og det er jeg jo rigtig glad for. Det er jo det, vi gerne vil stå for. Jeg oplever også, at man taler pænt til hinanden. Jeg kommer nok fra et miljø på amager, hvor man taler lidt hårdere til hinanden, men her i Hillerød kan jeg virkelig fornemme, at der er en gensidig respekt for hinanden, og det er dejligt," tilføjer købmanden.

Da Erik Petersen åbnede sit nye supermarked på Fredskovhellet i 1968, kunne man blandt andet købe en kæmpepakke Omo for 3.98 kroner, tynde elastiske crepe strømpebukser for 4.48 kroner og 300 gram brune kager for 98 øre, i Kosmorama (en nu nedlagt biograf, der lå på Slotsgade) kunne man se den helt nye danske film 'Min søsters børn vælter byen', og man kunne købe den nye Fiat 125 til knap 28.000 kroner hos Fiat på Frejasvej.

Meget har dog ændret sig i årenes løb. Også i købmandsbranchen, fortæller Anette Thorslund.

"Vilkårene har jo ændret sig meget. Nogle ting er blevet meget nemmere, fordi teknologien har udviklet sig voldsomt. Det er blandt andet blevet noget nemmere med vores elektroniske hyldeforkanter, og den måde vi styrer vores varelager på. Men der er også blevet mange timer, der skal dækkes. Ugen er jo blevet strukket noget ud. Da jeg startede lukkede vi klokken 14 om lørdagen, og så var søndagen fri - på nær søndagen før jul, som jo til gengæld var fuldstændig vanvittig og sjov," siger hun.

"Hvis man skal spole tilbage, er der sket rigtig mange ting, men det er jo kommet snigende, så det er ikke noget, man på den måde har lagt mærke til. Den største ændring for mig har nok været søndagsåbent. Det har givet nogle udfordringer på bemandingen. Omsætningen bliver jo ikke større, fordi man holder åbent om søndagen, den bliver bare spredt ud over nogle flere dage. Det kan være svært at fastholde de kvalificerede medarbejdere, som vi gerne vil have, når vi også skal byde dem at komme på arbejde om søndagen," siger den lokale købmand.

I dag har supermarkedet på Fredskovhellet også pakkepost, en bager, en stor slagterafdeling og apoteksudsalg fra Hillerød Krone Apotek. Og det er nødvendigt at have en bred vifte af tilbud til kunderne, mener Anette Thorslund.

"Vi vil gerne have gæster, hvis man kan bruge det ord. Vi inviterer jo kunderne indenfor som en slags gæster, og så skal de altså også føle, at de er velkomne. Mange af mine medarbejdere har været her i mange år og kender mange af kunderne. De ved, hvad de kan lide, og hvad de går efter. Den lokale forankring og den personlige relation betyder rigtig meget for os," siger hun.

50-års jubilæet bliver fejret fra torsdag til lørdag med en masse gode tilbud.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...