Trods middeljævne temperaturer udenfor er det snart muligt at stå på skøjter på Torvet i Nykøbing. Det er foreningen Udvikling Nykøbing, som har taget initiativ til at opsætte en skøjtebane. Skøjtebanen skulle have været klar lørdag morgen, men løb ind i udfordringer med transporten fra København. En forhindring, der betyder, at isbanen formentlig først ankommer i dag. Til gengæld bliver den liggende frem til den 28. februar næste år.
- Vi fik ideen til projektet med en skøjtebane, og så er det pludselig gået meget stærkt med at få det hele sat i værk, fortæller Birgitte Nyby Andersen fra Udvikling Nykøbing.
På 14 dage har foreningen haft held til at søge Odsherred Kommunes »små succeser« og Lokaldemokratipuljen om de 45.000 kroner, det koster at leje en kunst-isbane med tilhørende udlejningsskøjter.
- Samtidig har det lokale erhvervsliv bakket op. ECL-elinstallation har sponseret lys til banen og strøm til skøjtevognen. Og Ung i Odsherred udlåner deres toiletter til skøjteløbere i deres åbningstid, siger Birgitte Nyby Andersen.
Det bliver gratis at benytte skøjtebanen, og så skal man give 20 kroner for at leje et par skøjter.
- Men man må også meget gerne tage sine egne skøjter med. De kan blive slebet på vores slibemaskine. Så glider de bedst, siger Birgitte Nyby Andersen.
Kunst-isbanen er et forsøg.
- Det er dyrt at lave en rigtig isbane. Men bliver det en stor succes i år, kan vi nå at få samlet penge til en isbane af frosset vand næste år, lover Birgitte Nyby Andersen.
