JB Futsal Gentofte i ren magtdemonstration

En overbevisende futsal-lektion endte med en knusende sejr på 8-2 over gæsterne fra Fjordbold

En overbevisende futsal-lektion endte med en knusende sejr på 8-2 over gæsterne fra Fjordbold

Selv om der blot var tale om den første hjemmekamp, og sæsonen er helt ny, så var der alligevel store forhåbninger til opgøret mellem JB Futsal Gentofte og gæsterne fra Fjordbold.

Mens JB-truppen ikke er blevet mindre stærk, var den gæstende trup klart oprustet i forhold til sidste sæson.

Bl.a. er den i futsalkredse legendariske 'Brizze' signet i klubben, men på dagen var han desværre fraværende. Ærgerligt for publikum, som var talstærkt mødt frem i Kildeskovshallen, men måske særligt ærgerligt set med gæstende øjne.

Opgøret startede lidt afventende denne søndag eftermiddag, men pludselig bragede JB de første kasser i mål. Efter seks minutters spil blev det 1-0 ved Louis Veis, som blev suppleret kort efter med scoring af Mads Falck.

Det blev 3-0 midtvejs i første halvleg af en vanligt godt spillende Zakaria El-Ouaz. JB havde kampen helt under kontrol. Det varede lige frem til et par minutter før pause, hvor gæsterne, på et i øvrigt fornemt mål, reducerede til 3-1, hvilket var scoren ved pausen.

Skulle Fjorbold vise comeback-tendenser, var det straks fra anden halvlegs start, det skulle udmøntes. Men de formodede medbejlere til DM-titlen blev hurtigt blæst omkuld i anden halvleg.

For knap var denne igangsat, da Zakaria El-Ouas blæste en bold på tværribben, og kort efter blev det så 4-1 på tavlen. Målet signeret af Kevin Jørgensen, der på en fornem solotur fra midten af banen, sluttede med at sparke hårdt og fladt i modsatte side. Kølig kasse!

5-1-målet var dog flottere rent teknisk. Jørgensen afsluttede på frispark, som de fleste regnede med, at han ville brage mod mål, da han er indehaver af et af de hårdeste skud i ligaen, men i stedet blev det en følt aflevering. Den blev herefter lagt skråt bagud til anfører Mads Falck, der satte en flot træffer ind. På den indøvede detalje blæste han overlegent bolden op i netttaget - og gæsterne blev næsten blæst omkuld. Inden det skete helt, fik de reduceret til 5-2.

Herefter begyndte kampen at tippe, desværre i en lidt kedelig retning.

Først blev en Fjorboldspiller tacklet unødvendigt hårdt, og bataljen var usvigeligt sikkert medvirkende til, at Mads Falck i et raid minutter senere blev tacklet flere gange, inden han måtte bide i gulvet og kapitulere på svinestregerne.

Bizart udløste det kun gult i begge situationer, hvor et kort af en mørkere farve sagtens kunne have været forsvaret.

Mål var der nu mere af i JB, der har en vidunderlig sikker og hurtig boldomgang. Og det udmøntedes i flere scoringer, nemlig et fornemt et af Mads Falck, der herefter gav highfives til unge, lokale futsalfans.

Slutteligt blev de to sidste mål sat i kassen af Lars Bonde, endda på bare et minut helt til sidst i opgøret, der på det tidspunkt allerede var hermetisk lukket.

JB-mandskabet viste stor klasse, og holdes det fokus sæsonen igennem, virker det svært at tro, at der er nogen, der kan stoppe dem.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...